Begrebet injurieturisme, internationalt kendt som libel tourism, blev opfundet af Geoffrey Robertson QC, som er en australsk menneskerettigheds-advokat. Det første sagsanlæg blev foretaget af russeren Boris Berezovsky imod det amerikanske magasin Forbes. Forbes tabte sagen, og resten er historie. Arabiske rigmænd og kendisser fra hele verdenen tager på injurie-rejse til England.
Efter Thøger Seidenfadens forlig med den berygtede advokat fra Saudi-Arabien Faisal A. Z. Yamani, har der været stor opmærksomhed på begrebet injurieturisme i den danske presse.
Problemet har sin rod i, at det er frygteligt dyrt at føre en injurie retssag i England. Det er i pressen blevet nævnt at der tages 600 pund i timen hos advokatfirmaer som Schillings, og sagerne skulle være helt op til 100 gange så dyre at føre i England i forhold til Danmark. Dette skyldes udover den dyre gage til advokatbistand at der også skal være såkaldte ”barristers” til stede under sagen. Det er således ikke blot et evt. erstatningskrav der skræmmer, men derimod de enorme omkostninger for at føre sagen. Selv hvis en sag vindes vil alle omkostningerne til sagen ikke blive dækket af den tabende modpart, og derfor kan det tænkes at økonomisk svage parter er tvunget til at indgå et forlig, mens det for andre parter blot er det mest rentable i forhold til en afvejning af risikoen ved at føre sagen.
Jeg vil prøve at skitsere de forhold der gør sig gældende på området, og afsluttende komme med et par retspolitiske synspunkter.
Hvordan kan man anlægge sag udenfor sagsøgtes værneting?
Baggrunden for at det er muligt at anlægge en sag ved domstolene i England skal findes i domsforordningens artikel 5, stk. 3, som lyder således:
“En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå”
Det er således det faktum at der er solgt aviser i England, med indhold, som muligvis medfører erstatning, efter den noget mere lempelige engelske injurie-lovgivning, der gør at sagen kan anlægges på det sted hvor skadetilføjelsen er foregået.
Herved kan krænkelser der ikke er i strid med dansk lovgivning være erstatningspådragende ifølge engelsk injurielovgivning.
På baggrund af den Europæiske Arrestordre kan danskere overføres til andre EU-lande – der skal herudover vedtages en rammebeslutning i Folketinget inden d. 28. November 2010 som ligeledes får indflydelse på dette område.
Relevante sager
Hovedparten af injurie-sagerne når formentlig aldrig til domstolene, da mange er interesserede i at ende sagen ved forlig pga. de enorme omkostninger forbundet med en sag. Nedenfor gennemgås nogle eksempler på danske forlig, og herefter to meget omtalte sager i den engelske presse.
Kaupthing-sagen
Ekstra Bladet havde i en artikel skrevet at der foregik uregelmæssigheder i den islandske investeringsbank, hvorefter Kaupthing indgav en klage til det danske pressenævn, som afviste sagen. Herefter begav Kaupthing sig til de engelske domstole, da artiklen var offentliggjort på eb.dk, som også kan læses i England. Ekstra Bladet indgik et forlig, som eftersigende skulle være på omkring 2 mio. kr.. Redaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, indgik forliget, da han forventede at sagen kunne løbe op i 10-15 mio., og herudover risikoen for at betale erstatning.
Henrik Thomsen-sagen
Henrik Thomsen holdt et foredrag der varede 15 min. på Randolph Hotel i Oxford i 2008. Der var 30 europæiske radiologer til stede, og i foredraget blev kontraststoffet Omniscan kritiseret på grund af bivirkninger hos et fåtal af patienter svarende til ca. 1%. Producenten af Omniscan, GE Healthcare anlagde herefter injuriesag mod Henrik Thomsen i England.
Det hele ender dog i et forlig, da Henrik Thomsen anlægger injuriesag an mod et datterselskab til GE Healthcare, da han bliver kaldt en løgner på grund af sin påstand. Denne løsning er modig, og vil næppe virke mod de rige arabiske og russiske sagsøgere, da deres pengetank lader til at være godt fyldt op – de har ligeledes ikke samme problemer med offentlig omtale af medicinalprodukter som GE Healthcare havde.
Der kan læses mere om sagen her og her.
British Chiropractic Association anlagde injurie sag mod Simon Singh, efter at han havde kritiseret deres metoder i klummen “A “furious backlash” i avisen “The Guardian”.
Avisen støttede Singh, og var villige til at betale både for et forlig samt omkostningerne ved at føre sagen. BCA vandt i første omgang sagen, men Singh appellerede, hvorfor vi spændt venter på en afgørelse. I mellemtiden er sagen nærmest eksploderet i medierne, og ved høringen i Chief Lord Justice, Storbritanniens højeste juridiske embede, var der ifølge Frederik Stjernfelts artikel i weekendavisen (link nedenfor) nye boller på suppen.
Læs mere grundigt om sagen her.
Rachel Ehrenfeld udgav i 2003 bogen ”Funding Evil”, og hævde heri at Khalid bin Mahfouz sponsorerede terrorisme. Mahfouz anlagde, sammen med to familiemedlemmer, sag ved domstolene i England.
Ehrenfelds bog var ikke udkommet i England, men der var via internettet solgt i 23 eksemplarer, hvilket var nok til at de engelske domstole ville behandle sagen. Ehrenfeld fik en udeblivelsesdom, hvor domstolene dømte hende til at betale 1,5 mio. kr. til Mahfouz, sige undskyld og destruere alle eksemplarer af bogen.
Ehrenfeld sagsøgte herefter Mahfouz i Amerika, men domstolene i New York kunne ikke behandle sagen, og henviste til at lovgiver måtte agere hvis dette skulle være muligt. Herefter blev loven lavet om i staten New York, hvorefter flere andre stater fulgte efter.
Se high courts dom her
Kan skadetilføjelsen ske i en anden medlemsstat via internettet?
Spørgsmålet der herefter rejser sig i mange medier er hvorvidt det er muligt at anlægge en sag i en anden medlemsstat blot på grund af at der har været adgang til en hjemmeside med potentielt injurierende indhold. Dette er endnu ikke afklaret, da dette i sidste ende må afgøres af EU-domstolen. Englands fortolkning af domsforordningen, som synes noget lempelig, kan således ændres ved EU-domstolen. Sagen Olivier Martinez, Robert Martinez v. Société MGN LIMITED, som er et præjudicielt spørgsmål fra Tribunal de grande instance de Paris – France jf. EF-traktatens art. 234, vil give nogle svar på netop dette spørgsmål (C-278/09).
Det kan tilføjes at tv-stationen Al Arabiya blev sagsøgt af en tunesisk forretningsmand og oppositionspolitiker, Sheikh Rashid Ghannoushi, fordi de beskyldte ham for at finansiere terror i en udsendelse der blev distribueret via satellit-tv. Den tunesiske forretningsmand vandt sagen via en udeblivelsesdom, og blev tilkendt en erstatning på 165.000 £ svarende til 1.353.000 kr..
Herudover er Ehrenfeld sagen vel også relevant, da bogen ikke var udgivet i England, men blot blev solgt via webbutikker der var registreret i England. Det drejede sig om 23 bøger, hvilket viser hvor lidt der skal til før de engelske domstole vil behandle sagerne.
Amerikanske tendenser
I Amerika bliver der reageret på injurieturismen via love i mange forskellige stater samt repræsentanternes hus. Herudover bliver der arbejdet i kongressen på at vedtage Free Speech Protection Act of 2009, som vil betyde at amerikanske domstole som udgangspunkt ikke anerkender udenlandske injuriedomme. Lovgivningen I New York er kendt som “Rachels law”, da den er baseret på Ehrenfeld-sagen, som er gennemgået ovenfor. Den allerede gældende lovgivning i mange stater – og måske snart hele Amerika – betyder dog ikke at problemet er løst for amerikanske statsborgere. Ehrenfeld kan formentlig få store problemer hvis hun rejser ind i EU, og f.eks. Australien, da England er medlem af EU samt Commonwealth. Hvis dette sker vil Mahfouz formentlig pudse sine advokater på sagen, og forsøge at få eksekveret dommen.
Grunden til at sagerne ikke anlægges i Amerika skyldes det første tillæg til den amerikanske forfatning, som beskytter retten til frit at udøve religion, talefrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og ret til at gøre indsigelse.
Konklusion
Der rejser sig nogle problemer når personer med en bugnende bankboks kan true personer til at tie via injurieturisme. Et eksempel på dette er den saudiske rigmand Khalid bin Mahfouz der hidtil, i mindst 33 tilfælde, har lagt sag an mod personer der hævder at han financierer terrorisme. Problemet er ikke at Khalid bin Mahfouz kan anlægge sagen, men derimod at han af økonomiske årsager kan tvinge folk til at makke ret pga. systemets indretning. Uanset om sagerne vindes eller tabes vil et mindre blad/forlag/forfatter ikke have råd til at føre disse sager, og dermed kan gangstere, terrorister og andre personer med pengepungen i orden lukke munden på disse.
Der bør handles politisk i denne sag, da det ikke er holdbart at England bruges som kampplads for alverdens injurie-fejder. Selvom at EU-domstolen underkender Englands hidtidige fortolkning af domskonventionen vedrørende internettet, så vil der stadig være mulighed for at anlægge sag via domskonventionens art. 5, stk. 3 i forbindelse med salg af f.eks. bøger og aviser. Det er derfor nødvendigt at EU presser Jack Straw til at få ændret de engelske injurie-retsregler, da dette er en nødvendighed – både for englænderne og for resten af Europa. Jack Straw var i november 2009 ude i pressen med udmeldinger om store reformer af den engelske injurielovgivning, hvilket forhåbentlig vil løse problemet med injurieturismen. Herudover kan man fra politisk samt juridisk ekspertniveau overveje, hvorvidt det bør åbnes op for muligheden for at anlægge sag imod injurie-sagsøgere ,hvis der ikke er hold i sagen, ligesom det er gjort muligt i Amerika.
Forum-shopping er ikke et nyt begreb, og det bliver svært at forhindre medmindre man vil strømline verdens lovbøger, hvilket er en illusorisk og umulig idé. På et område som dette er det imidlertid nødvendigt at sætte ind, da der ikke blot er tale om en erstatning for misligholdelse af en kontrakt, men derimod ytringsfriheden. Når videnskabsmænd, med rette, føler sig truet af store firmaer, og derfor undlader at udtale sig kritisk om produkter og behandlingsmetoder er der grund til at råbe vagt i gevær. Det samme gælder journalister og forfatteres ret til undersøgende journalistisk vedrørende finansiering af terror.
Det skal afslutningsvis bemærkes at bl.a. Singapore, Irland, Frankrig og Australien alle kunne være evt. nye attraktive injurie-turistmål når England har fået styr på lovgivningen. Singapore nævnes i CIMA-rapporten om injurieturisme, da de har adopteret dele af den engelske retstradition på dette område. Adskillige internationale selskaber, herunder The Wall Street Journal, International Herald Tribune, Bloomberg og the Economist er alle blevet sagsøgt af regeringsmedlemmer når de citerede oppositionsmedlemmer – og “overraskende nok” har regeringen endnu ikke tabt en sag.
Links:
Rapport fra CIMA om libel tourism
