Jeg blev inviteret til at deltage i en Facebook-gruppe med navnet ”Støt Lars’ kamp mod DR-licens”. Min umiddelbare tanke var at der var tale om en politisk kamp, og på trods af at jeg mener licensen bør financieres igennem skatteopkrævningen, fremfor licensopkrævning, tilsluttede jeg mig ikke gruppen. Senere på dagen fik jeg endnu en invitation, og jeg undersøgte derfor sagen:
En ung mand ved navn Lars undlader at betale licens, på trods af at han har et tv med tuner, og dermed er omfattet af personkredsen der er licenspligtig jf. radio- og fjernsynslovens § 69. På trods af dette vælger Lars at undlade at betale, og er i stedet begyndt at sende en strøm af emails afsted til ansatte i Danmarks Radio. Denne kamp er patetisk og ligegyldig i mine øjne, da den er dømt til at mislykkedes. Der er tale om et politisk spørgsmål, som skal ændres politisk – dette gøres ikke ved at nægte at følge loven. Sagen ender ved domstolene, som sørger for at pengene i sidste ende bliver inddrevet – og så må man håbe at alle omkostningerne til sagen bliver placeret hos Lars. Der er i skrivende stund over 10.000 mennesker der har meldt sig ind i denne gruppe for at støtte Lars’ kamp mod systemet (DR) – og argumenterne i gruppen er da ligeledes af svingende kvalitet – nogle gør mig endda direkte oprørt og vred. At sammenligne en ”ret” til at undlade at betale licens med Nürnbergprocessen er forkastelig. Men denne horible argumentation satte nogle tanker igang, og jeg vil nedenfor lufte nogle tanker vedrørende begrebet ”Civil ulydighed”.
1. Civil ulydighed
Første gang begrebet “Civil ulydighed” dukker op er I Essayet “ Resistance to Civil Government” (også kendt under titlen ” On the Duty of Civil Disobedience” eller den danske titel ”Civil lydighedsnægtelse” red.) af Henry David Toreau. Heri fremføres en kritik imod flertallets og statens begrænsninger i individets ret til at råde. Toreau blev inspireret til essayet, mens han sad i spjældet i 1846, fordi han havde nægtet at betale sin militærskat. Thoreau var imod krigen mod Mexico, da han anså denne for en ekspansionskrig, og accepterede derfor ikke princippet om at borgerne bør følge og overholde alle love. Du kan finde hele essayet nedenfor.
Thoreau er interessant læsning fordi han kommer med nogle interessante pointer mange gange igennem essayet bl.a. her:
”Unjust laws exist: shall we be content to obey them, or shall we endeavor to amend them, and obey them until we have succeeded, or shall we transgress them at once? Men, generally, under such a government as this, think that they ought to wait until they have persuaded the majority to alter them. They think that, if they should resist, the remedy would be worse than the evil. But it is the fault of the government itself that the remedy is worse than the evil. It makes it worse. Why is it not more apt to anticipate and provide for reform? Why does it not cherish its wise minority? Why does it cry and resist before it is hurt? Why does it not encourage its citizens to put out its faults, and do better than it would have them? Why does it always crucify Christ and excommunicate Copernicus and Luther, and pronounce Washington and Franklin rebels?”
Det var en anden tid, da Thoreau levede – og problemerne helt anderledes end dem vi står overfor i dag (i hvertfald på nationalt plan). Begrebet civil ulydighed er defineret hos Wikipedia Danmark således:
” Civil ulydighed betyder aktivt at bryde visse love, krav og beordringer fra regeringer eller okkupationsmagter uden at gribe til fysisk vold og efterfølgende acceptere konsekvenser som blandt andet kan medføre straf i henhold til gældende love, landsforvisning og andet.”
Problemet ligger således i at borgere ikke følger loven. Man kan spørge sig selv om dette er et problem, når der ikke ødelægges noget eller ydes vold (ellers er vi udenfor begrebet civil ulydighed). Det er et problem, da der, som f.eks. i sagen om Lars’ kamp mod DR, bruges oceaner af penge på at have personer i fængsel, sagsbehandle, politiaktioner og lignende eksempler. Hver gang Lars sender en mail afsted til DR koster det arbejdstimer – dette er ikke civil ulydighed – det bliver det først fordi Lars ikke vil betale sit udestående som han er forpligtet til jf. radio- og fjernsynslovens § 69. Hvis man sætter dette på spidsen tvinges du og jeg til at betale for dele af prisen for denne civile ulydighed – det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, da jeg er mere interesseret i at statskassens penge bruges på mere fornuftig vis.
2. Den Radbruch’ske formel
I forbindelse med retslære eksamen på 3. semester stødte jeg på den Radbruch’ske formel, som går ud på at gældende ret kan tilsidesættes i helt ekstraordinære tilfælde, og nedenfor følger et udpluk at opgaven. Jeg synes det er relevant at indbringe dette i indlægget på grund af sammenligningen mellem ”retten” til ikke at betale licens og Nürnbergprocessen – der er nemlig i mine øjne tale om to vidt forskellige ting. Jeg er selvfølgelig klar over at Lars’ henvisning til Nürnbergproccessen muligvis kun er for at provokere DR, men dette gør ikke sammenligningen mindre usmagelig i mine øjne. Der blev henvist til Radbruchs formel i Forbundsdomstolen (Bundesgerichtshof) i sagen vedrørende top-embedsmænd fra DDR der blev dømt for manddrab. Sagen blev anket til EMD, hvor anken blev afvist hovedsageligt på grund af at DDR krænkede internationale menneskerettigheder.
Gustav Radbruch var en stor kritikker af den retspositivistiske retsopfattelse. I et oprør mod positivismen skrev han ”Gesetztliches Unrecht und übergesetzliches Recht”, som fremlagde problemstillingen i at jurister var tvunget til at følge de uretfærdige nazistiske love. På dette tidspunkt var han ikke længere justitsminister i Weimarrepublikken, men derimod professor ved Universitetet i Heidelberg. Udtrykket ”den Radbruch’ske formel” blev brugt første gang i 1948 af Richard Lange.
”Den Radbruch’ske formel” forfatningsdomstolen refererer til går ud på at gældende positiv ret kan tilsidesættes i enkelte helt ekstraordinære tilfælde – tilfælde hvor moralen er tilsidesat på en så grov og modbydelig måde, at retfærdigheden bør vinde over den positive lov.
Den tyske Forfatningsdomstol (TF) refererer til Radbruch, da hans teori synes at være baggrunden for mange af de tidligere afsagte domme. Det påpeges ligeledes at Radbruchs formel er startskuddet til menneskerettighederne, der ifølge TF kan opfattes som en præcisering af Radbruchs formel. TF bruger princippet i Radbruchs formel til at sætte retfærdigheden over det strafferetlige legalitetsprincip.
Men en så løst formuleret teori der er baseret på en højere orden lider Radbruchs formel under mange af de samme svagheder som så mange andre naturretsteorier.
Når man refererer til begreber såsom retfærdighed og en højere ret er der en stor risiko for vilkårlighed. Radbruch pointerer hertil at det kun er i meget specielle tilfælde hans teori om tilsidesættelse af positiv ret kan bruges. På denne måde tages der delvist forbehold for de værste tilfælde hvor anklagede påberåber sig ”retfærdigheden” på trods af at de har brudt den positive lov.
Radbruchs kritik af positivismen er ikke ensbetydende med at han ønsker at erstatte den positive ret med naturretten, da borgerne har brug for retssikkerhed, men derimod ønsker han at forhindre at den positive ret kan indeholde uretfærdige grusomheder. Radbruch fremfører at ”retten må indeholde noget andet og mere” (RRR s. 41). Der findes således hos Radbruch en klar forbindelse mellem ret og moral, og ”hvor ligheden bliver nægtet plads i den positive ret, da der denne ikke bare urigtig ret, men i strid med rettens natur ” (RRR s. 41 jf. Radbruch, op.cit., s. 119). Dette står i stærk kontrast til den logiske positivist Hans Kelsens rene retslære. Hans Kelsen er dog umiddelbart ikke interessant at gå yderligere i dybden med i forbindelse med Radbruchs formel, da menneskerettigheder er stort set ubehandlet i hans forfatterskab (RRR s. 23). Den skandinaviske realist Alf Ross, som var stærk inspireret af Hans Kelsen, står ligeledes i stærk kontrast til Radbruch. Ross lagde ligesom Keldsen stor vægt på tvangsanvendelsen, og for ham var det ligegyldigt hvem der udøvede tvangen. Ross’ retsvidenskab tog udgangspunkt i hvordan retten ”er”, og ikke hvordan den ”burde” være. Sidstnævnte hørte i stedet under retspolitikken. Der var således hos Ross stor forskel på ret og moral i modsætning til Radbruch. TF tager Radbruchs teori til sig i den refererede dom, og vælger at det er muligt – efter forholdets natur – at vælge retfærdigheden frem for det grundlovssikrede strafferetlige legalitetsprincip.
Radbruchs formel kan opfattes som en nødbremse der kun må trædes på i helt specielle tilfælde. Mange gange op igennem historien har der eksisteret regimer der undertrykte borgerne ved hjælp af dybt uretfærdig og horribel lovgivning, som på ingen måde kommer i nærheden af at være retfærdig. Spørgsmålet er bare hvornår det er tilladt at benytte Radbruchs formel? Hvornår er det tilladt at tilsidesætte gældende positiv ret? Hvornår er noget ekstraordinært – hvor grove overskridelser skal der til før retfærdigheden bør vinde over den skrevne lov? I denne dom er der tale om en forsvarsminister og en viceforsvarsminister som har siddet med ved bordet hvor beslutningerne blev taget, men hvad med grænsevagten der formentlig ikke har haft noget andet valg end at skyde – kan man også i dette tilfælde bruge Radbruchs formel til at frarøve borgeren retssikkerheden i strafferettens legalitetsprincip? Det fornuftige i at straffebestemmelser der er knyttet til udemokratiske og menneskerettighedskrænkende stater kan fratages beskyttelsen i det strafferetlige legalitetsprincip synes acceptabelt vedrørende beslutningstagerne til denne uretfærdighed. Den almindelige soldat derimod. Ham som ikke tør gå imod strømmen af frygt for at miste livet. Han er ikke i samme situation som dem der sidder rundt om bordet, da der er meget kort vej fra oprør til halshugning i totalitære regimer. Derfor kan det synes noget urimeligt hvis man ville dømme en grænsevagt på samme måde som A og B blev det. Det bliver slået fast i afsnit (i) at ”den der retter sig efter sådanne forordninger og befalinger kunne efterfølgende straffes”, og hertil må de færreste, desværre, kunne svare at de ville gøre det ”rigtige” og dermed risikere sit eget liv (pointen er omtalt i RRR side 42). Dette synes i mine øjne uretfærdigt, og hvis der er den mindste tvivl om hvem der kan holdes ansvarlige for at have overtrådt den ophøjede retfærdighed – der siger at man ikke må sætte grænsekontrol højere end menneskeliv – er det så ikke problematisk at rykke retssikkerheden i GL artikel 103, § 2 væk under benene på borgerne der gjorde deres ”pligt”?
Det faktum at en vesttysk domstol tolker på DDR lovgivning kan også give anledning til nogle overvejelser ligesom den lettiske dommer hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Egils Levits, påpegede, hvorefter han giver en forklaring på at det eneste rigtige er at bruge demokratiske metoder til at fortolke med, da DDR domstole aldrig ville være kommet frem til det samme resultat som TF gjorde. Netop dette faktum at det ikke blev opfattet som ulovligt hos domstolene i det pågældende land må vel gøre en forskel for den almindelige borger/grænsevagt? Straffer man ikke uden skyld hvis en person der er blevet tvunget til at følge en ordre kan dømmes fordi ordren var af en sådan uretfærdighed at den levede op til begrebet ”materiel uret”. Ifølge forfatningsdomstolen er åbenbare forbrydelser imod menneskerettighederne ikke vilkårlig straf, og dermed kan grænsevagten dømmes – hvor den ophøjede retfærdighed befinder sig i dette kan være svært at få øje på – hvad var der mon sket med vagterne hvis de ikke havde fulgt loven? Dommen i STRELETZ, KESSLER AND KRENZ v. GERMANY, som ovenstående er skrevet om kan finde her.
3. Konklusion
Martin Luther King, Gandhi, generalstrejken i 1943, fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet og demonstranterne på den Himmelske fredsplads i Beijing er eksempler på tilfælde hvor jeg kan acceptere den civile ulydighed. I alle disse tilfælde stod der store ting på spil, og vi skal helt op i de her helt store spørgsmål før jeg personligt på nogen måde kan acceptere at nogen er ”hævet over loven”. Civil ulydighed er udryk for anarki og udemokratisk tankegang, og kan derfor kun komme på tale i tilfælde hvor demokratiet handler i modstrid med sit eget etiske grundlag. Hertil kan jeg henvise til en kronik af Kai Sørlander i Berlingske Tidende, som jeg kan tilslutte mig indholdet af – der er et link til kronikken nedenfor. Det er et problem at det er individet der kan gøre sig til dommer for hvad der er i strid med demokratiets etiske grundlag, da alt fra det at betale skat (og licens (!)) til at udvise indvandrere muligvis for nogle opfylder dette kriterium. Derfor må man i dag, i det samfund vi har fået opbygget, stole på de menneskerettigheder der er inkorporeret i dansk lovgivning samt vores grundlov, og undlade at misbruge et begreb som ”civil ulydighed” i en kamp imod opkrævning af licens og kampe for ungdomshuse. Hermed ikke sagt at der ikke skal være plads til en debat og demonstrationer – jeg vil forsøge at skrive et indlæg senere omkring den såkaldte ”lømmelpakke”, som der i mine øjne er knytter sig en del problemer til.
Henvisninger:
Resistance to Civil Government – On the Duty of Civil Disobedience