L-49, som har fået tilnavnet ”lømmelpakken”, blev vedtaget 26/11/2009 under en måned efter lovforslaget blev fremsat.
Herunder følger en gennemgang af hvad lømmelpakken konkret indeholder, problemerne i forhold til EMRK samt nogle retspolitiske overvejelser.
1. Inledning
I en pressemeddelelse udtaler Justitsministeren, Brian Mikkelsen, at: ”Vi oplever for mange grove tilfælde, hvor der sker omfattende forstyrrelser af den offentlige ro og orden. Det vil jeg have sat en stopper for.” Spørgsmålet er herefter om det reelt vil have en indflydelse på hvordan ”lømlerne” vil agere i det offentlige rum? Personligt anser jeg det ikke som et retsikkerhedsmæssigt problem at forhøje straffen på hærværk og handlinger der modarbejder politiets arbejde. Det er imidlertid et problem, på grund af den hurtige behandlingstid på under 1 måned, at bl.a. Østre Landsret har undladt at udtale sig i sagen. Der rejser sig dog større problemer, da lovændringerne muligvis kan være i strid med den Europæiske Menneskerettigheds konventions artikel 5. Herudover kan det være et problem at politiet får udvidet mulighed for administrativt at foretage frihedsberøvelser. Alt dette vil jeg forsøge at belyse i dette indlæg.
2. Ændringerne
Der indsættes følgende i Straffelovens § 119, stk. 3:
”Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.”
I Straffelovens § 291 indsættes følgende som stk. 4:
”Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.”
I lov om politiets virksomhed ændres § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 9, stk. 3, 2. pkt. fra 6 timer til 12 timer.
Kort opsummeret betyder ændringerne at:
Straffen hæves fra bødestraf til fængselsstraf i op til 40 dage, hvis demonstranter hindrer politiets arbejde. Strafforhøjelsen gælder allerede fra første forseelse.
Personer der ikke direkte deltager i optøjer, men som er i samme område, som der er uroligheder, kan blive anholdt og straffet med fængsel op til 40 dage.
Politiet kan frihedsberøve administrativt i op til 12 timer, uden at de frihedsberøvede har gjort noget ulovligt. I dag kan de gøre det i 6 timer.
Det problematiske i disse ændringer er ændringerne i den administrative frihedsberøvelse, hvor det er politiets skøn der ligger til grund, da det rejser nogle spørgsmål i henhold til Grundloven og EMRK når personer anholdes inden der er foretaget noget ulovligt. I betænkningen til lovforslaget hedder det:
“Forudsætningen for, at politiet i medfør af den foreslåede § 5 kan foretage fareafværgende indgreb, er, at der foreligger en konstateret konkret og nærliggende fare for den offentlige orden eller for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”
Der er således ikke frit spil for politiet, da faren skal være konstateret konkret og være nærliggende for den offentlige orden eller for enkelpersoners eller den offentlige sikkerhed. Der er dog forholdsvis stort spillerum i skønnet hos den enkelte politimand, og da frihedsberøvelsen er midlertidig og ikke-straffeprocesuel er dette et problem.
3. Forholdet til den Europæiske Menneskerettighedskovention
Jeg vil indledningsvist henvise til Jacob Mchangamas fremragende notat vedrørende dette spørgsmål.
EMRKs artikel 5 lyder:
“Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.
Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.”
Artikel 5 litra a-f foreskriver en række udtømmende tilfælde hvor det er tilladt at frihedsberøve. Politilovens hjemmel til frihedsberøvelse skal formentlig findes i Artikel 5 litra b. Artikel 5 indeholder et legalitetskrav, som stiller kvalitative krav til de relevante nationale retsregler. Disse skal være præcise, klare og tilgængelige og retstilstanden skal være forudsigelig. Derfor kunne det synes nødvendigt at ændre lovgivningen så hjemlen til den administrative frihedsberøvelse blev mere præcis og klar.
EMD har fundet frihedsberøvelser på 1-4 timer forenelige med Artikel 5. I McVeigh and others v. United Kingdom blev en frihedsberøvelse på 45 timer fundet forenelig med Artikel 5. I Vasileva v. Denmark blev 13½ time fundet uproportionelt, i en sag hvor anklagede nægtede at oplyse sin identitet, men hvor politiet i en længere periode heller ikke prøvede aktivt at få personen til at oplyse identiteten. Samlet set må afgørelsen altså baseres på en proportionalitetsvurdering på baggrund af de konkrete omstændigheder. Hermed kan det i det enkelte tilfælde godt tænkes at en frihedsberøvelse på 12 timer kan være uforenelig med Artikel 5. Herudover skal det påpeges at det forhold at der ikke finder domstolsprøvelse sted formentlig vil betyde at domstolen vil være mere tilbøjelig til at statuere krænkelse af Artikel 5, end hvis der havde fundet domstolsprøvelse sted.
Relevante afgørelser:
Steel and others v. United Kingdom
4. Konklusion
Efter at knivloven har ført til mærkværdige resultater, hvor politikerne bagefter ryster på hovedet, burde man måske stoppe op og vurdere hvorvidt det er fornuftigt at haste ændringer af straffeloven igennem inden interesseorganisationer, eksperter og andre får mulighed for at udtale sig og belyse sagen grundigt.
Visitationszoner og øgede beføjelser til politiet (uden forudgående domstolskontrol) løser formentlig ikke de problemer der rejser sig i forbindelse med et topmøde. Derimod er der chance for indgreb i den personlige frihed på baggrund af et politimæssigt skøn. Visitationszonerne har i hvertfald ikke vist sig at være en succes – og bandekriminaliteten eksisterer stadig i bedste velgående. Lovgivning skal laves for at løse problemer – signalpolitik der presses igennem kan skabe retssikkerhedsproblemer.
Det må ligeledes føre til opmærksomhed når dommerforeningen, CEPOS, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kriminalforsorgsforeningen, Institut for Menneskerettigheder og fagbevægelsen kritiserer det vedtagne lovforslag.
Henvisninger: