Efter 10 måneders arbejde og 5475 versioner af samme dokument kunne jeg i dag udskrive opgavebesvarelsen og indlevere den. Nu følger måneder med spænding – indtil glæden eller skuffelsen forløses 
På et tidspunkt er det min intention at offentliggøre opgavebesvarelsen uanset bedømmelsens udfald.
Efter at have læst artiklen ”Hvem ejer kinesisk rød?” i Politiken, modesektionen s. 4, fredag d. 26. august 2011 fandt jeg det interessant at skrive et indlæg der belyser problemet. Dette skyldes at artiklens forfatter, Niels Pedersen, roder rundt i begreberne patent og copyright (ophavsret) – mens der er tale om spørgsmål angående beskyttelse som varemærke.
Der hersker ingen tvivl om at det ikke er muligt at få patent på en farve, da et patent er beskyttelse af erhvervsmæssige opfindelser, som opfylder de 3 følgende krav. For det første skal der være tale om en ny opfindelse. For det andet skal der foreligge opfindelseshøjde. For det tredje skal opfindelsen kunne udnyttes industrielt. Farven ”kinesisk rød” opfylder ikke disse krav, og det giver derfor ikke megen mening at tale om patent i denne sammenhæng. Det kan derimod være muligt at opnå en beskyttelse af en farve som et varemærke, hvilket uddybes nedenfor. Først gennemgår jeg den amerikanske sag, hvorefter de europæiske regler uddybes.
Christian Louboutin S.A v. Yves Saint Laurent America Inc
Artiklen omhandler sagen Christian Louboutin S.A. v. Yves Saint Laurent America, Inc der verserer ved de amerikanske domstole. Yves Saint Laurent har i deres Cruise 2011 kollektion fremstillet 4 par sko med stillethæle med rød sål. Christian Louboutin har herefter indbragt sagen for retten, da de mener at have varemærkeretten til denne nuance af rød på sålen af en sko med stillethæle.
Louboutin fik i 2008 registreret varemærke nummer 3,361.597, rød sål-varemærket, hos The US Patent and Trademark Office, og dette varemærke mente Louboutin at Yves Saint Laurent krænkede i Cruise 2011 kollektionen med skoene ”the Tribute”, ”Tribtoo”, ”Palais” og ”Woodstock models”.
Helt specifikt mente Louboutin at Yves Saint Laurent:
1) Krænkede deres varemærke og producerede kopiprodukter
2) Falsk oprindelsesbetegnelse og unfair konkurrence
3) Udvanding af varemærke
4) Samt en række påstande der relaterede til state law (med udgangspunkt i de ovenfor anførte påstande)
Yves Saint Laurents modsvar til dette var at Loubutins varemærke skulle slettes, da:
1) Det ikke havde værkshøjde
2) Dekorativt
3) Funktionelt
I den omtalte sag, som føres ved United States district court southern district of New York, er der afsagt kendelse som afviser en såkaldt ”preliminary injunction”. For at opnå en ”preliminary injunction” skal Louboutin bevise 1) uoprettelig skade og 2) enten a) sandsynlighed for at vinde sagen eller b) at der er tale om et tilstrækkeligt alvorligt spørgsmål der berettiger til en retssag, samt at sansynligheden for at vinde er i sagsøgers favør[1].
For at Louboutins påstand om unfair konkurrence og at deres varemærke er krænket, på baggrund af the Lanham Act, kan anerkendes af retten skal det bevises at 1) at ”den røde sål”-varemærket kan beskyttes og 2) at Yves Saint Laurents brug af det samme eller et tilstrækkeligt lignende varemærke med en vis sandsynlighed medfører forvirring omkring varens oprindelse hos forbrugeren[2].
Retten udtalte at en farve i nogle tilfælde kan beskyttes som et varemærke i situationer hvor farven har fået en sekundær betydning og derfor identificerer og skelner et bestemt brand (og dets oprindelse) fra andre[3]. Heroverfor står situationen hvor farven er funktionel, og dermed udgør en essentiel del af brugen eller formålet med produktet eller påvirker prisen eller kvaliteten. Retten udtalte at en farve kan registreres som et varemærke hvis det ”findes at være et symbol der adskiller en virksomhedsprodukter fra andre virksomheders og identificeres deres oprindelse, uden at udgøre andre afgørende funktioner. Retten udtalte herudover at et design er funktionelt hvis dets æstetiske værdi medfører en betydelig fordel i at andre ikke kan producere alternative designs.
På baggrund af ovenstående principper er farve-varemærker i flere kendelser i USA blevet godkendt[4]. Fælles for disse afgørelser er at der er tale om industrielle markeder hvor design, form og kompositionen af produkter såsom bolte, rense puder, fiberglas til isolering og lignende ikke kan variere meget, da de lever op til industrielle standarder. Formålet med farven på produktet er således ikke æstetik, men derimod at kunne adskille produkterne fra hinanden for at identificere deres oprindelse.
Inden for modeindustrien har det endnu ikke vist sig muligt at registrere et farve-varemærke, mens mønstre og kombinationer af farver er blevet registreret som varemærker[5].
Efter en lang diskussion hvor både Picasso og Monet bliver inddraget når retten frem til at den røde farve i denne sag er funktionel, og derfor ikke kan beskyttes som varemærke[6]. Såfremt farven rød kunne beskyttes som varemærke ville det skabe et monopol.
Der er imidlertid grund til at adskille amerikansk ret og den europæiske ophavsret.
Kan en farve beskyttes som et varemærke i en EU-medlemsstat?
Der rejser sig to problemer i relation til at kunne registrere et farve-varemærke. For det første må det undersøges om de 7 kriterier fra Sieckmann-dommens[7] præmis 55 og Shield Mark-dommens[8] præmis 46 kan opfyldes i registreringsansøgningen. For det andet må det undersøges om en farve kan have det fornødne særpræg til at udgøre et varemærke i sig selv.
Sieckmann kriterierne
De 7 kriterier i Sieckmann-dommens præmis 55 udgøres som krav til at den grafiske gengivelse er: klar og præcis, kan stå alene, er let tilgængelig, forståelig, bestandig og objektiv. I Liberteldommen[9] udtalte EU-domstolen at en prøve med farven ikke ville opfylde Sieckmann kriterierne, da farven ville kunne ændres over tid. Herudover ville det normalt ikke være nok at beskrive farven, men en internationalt anerkendt farve identifikations kode kunne muligvis udgøre en grafisk repræsentation. Sieckmann kriterierne ville med en kombination af en farveprøve, en beskrivelse og en international anerkendt farve identifikations kode muligvis være opfyldt[10].
Særpræg?
I den europæiske ophavsret vil en farve normalt ikke have det fornødne særpræg til at udgøre et varemærke i sig selv[11].
EU-domstolen har slået fast at der principielt gælder de samme regler for farve-varemærker som for andre tegn, men ligeledes skitseret de problemer der er forbundet med at en farve kan udgøre et varemærke. Farver er ikke, isoleret set, egnede til at adskille en virksomheds varer fra en anden og der rejser sig også problemer omkring grafisk gengivelse samt det konkurrencebegrundede friholdelsesbehov[12].
Det vil i praksis være svært at forestille sig en farve der ville have det fornødne særpræg uden en tilvænningsproces[13], og bør jf. Libertel-dommens præmis 66 ”kun antages at have førnødent særpræg før brug i undtagelsestilfælde, navnlig når antallet af varer og tjenesteydelser, som varemærket søges registreret for, er meget begrænset, og det relevante marked er meget specifikt”. Det vil dog, ifølge Libertel-dommens præmis 67, være muligt at opnå et særpræg ”efter en normal tilvænningsproces hos den relevante kundekreds”.
[1] Se hertil Monserrate v. N.Y. State Senate, 599 F.3d 148, 154 (2d Cir. 2010) og Zino Davidoff SA v. CVS Corp., 571 F.3d 238, 242 (2d Cir. 2009).
[2] Se hertil Starbucks Corp. v. Wolfe‟s Borough Coffee, Inc., 588 F.3d 97, 114 (2d Cir. 2009) og Louis Vuitton Malletier v. Dooney & Burke, Inc., 454 F.3d 108, 115 (2d Cir. 2006).
[3] Se hertil Qualitex Co. v. Jacobson Prods. Co., 514 U.S. 159, 161, 163(1995) og Louis Vuitton Malletier, 454 F.3d para. 115.
[4] Se hertil Qualitex Co. v. Jacobson Prods. Co., 514 U.S. 159, re Owens-Corning Fiberglas Corp., 774 F.2d 1116, 1123 (Fed. Cir. 1985)
[5] Se hertil Louis Vuitton Malletier, 454 F.3d at 116 og Burberry Ltd. v. Euro Moda, Inc., No. 08 Civ. 5781, 2009 WL 1675080 (S.D.N.Y. June 10, 2009)
[6] i disse sager nås samme resultat: Brunswick Corp. v. British Seagull Ltd., 35 F.3d 1527, 1533 (Fed. Cir. 1994), Deere & Co. v. Farmhand, Inc., 560 F. Supp. 85, 98 (S.D. Iowa 1982) og Eco Mfg. LLC v. Honeywell Int‟l Inc., 357 F.3d 649, 653 (7th Cir. 2003)
[7] C-273/00 Sieckmann (Saml. 2002/I.11737)
[8] C-283/01 Shield Mark (Saml. 2003/I.14313)
[9] C-104/01 Libertel v. BVM (Saml. 2003/I.3793)
[10] Se hertil præmis 28-38
[11] Bo Madsen, Palle. Markedsret – del 3, s. 204, 5. udg.
[12] Se hertil C-104/01 Libertel v. BVM (Saml. 2003/I.3793), C-49/02 Heidelberger Bauchemie (Saml. 2004/I.6129 og C-447/02 P KWS Saat v. OHIM (Saml. 2004/I.10107).
[13] selvom dette dog er tilfældet i forbindelse med et meddelt EF-varemærke for farven pantone nr. 348 til brug for biludlejling m.v. (reg. Nr. 747501)
Du kan finde sagen Christian Louboutin S.A. v. Yves Saint Laurent America, Inc her
Den karakteristiske røde sål der var midtpunktet i sagen.
Billedet i indlægget er anvendt med tilladelse fra califmom’s under en Creative Commons licens
Arbejdet skrider frem, og jeg har dannet mig et godt overblik over emnet. Mit største problem er at det er svært at få nok praksis på området. I den forbindelse vil jeg citere Poul Andersen, som i en anmeldelse[1] af en doktorafhandling[2], refererede en svensk kollega, der udtalte at ”forvaltningsret kun kan skrives af den, der bor i eller i nærheden af landets hovedstad”, da det er nødvendigt at have adgang til oplysninger fra centralforvaltningen fordi forvaltningsrettens kilder er svært tilgængelige, da kun få bliver trykt.
Med ca. 3 måneder tilbage er jeg på vej ind i den afgørende fase
Jeg har i et par måneder i en del af min fritid beskæftiget mig med “mellemkommende oplysninger i sager om prøvelse af forvaltningsakter”, som udgør emnet for Juridisk Instituts prisopgave 2011.
Opgaven har vist sig at være vanskelig, og specielt området omkring hvornår en sag, som følge af nova, mister sin identitet kommer til at tage en del kopper kaffe at komme omkring (hvis det overhovedet lader sig gøre med mine evner). I rekursbehandlingen er der en vid adgang til at inddrage nova, men hensyn der udmunder i at sagen bevarer sin identitet og hensyn til bevaring af instansfølgen, sætter grænser der ikke kan fastlægges præcis uden omfattende undersøgelser jf. Bent Christensen, Forvaltningsret – Prøvelse, 2. udgave, p. 256.
Jeg håber jeg i januar 2012 kan poste en færdig opgave
This essay was handed in as an answer to my exam in “Intellectual Property Rights” during my stay at the University of Leicester
This essay examines the relationship between trademarks and comparative advertising in the light of the judgement in L’Oreal v Bellure. The statement* postulates that the application by the Court of Appeal, of the preliminary ruling by the ECJ, is positive news for trade mark proprietors and brand owners since secondary functions of the registered mark is protected. The essay consists of a description of relevant legislation on the topic, an analysis of the judgement of L’Oreal v Bellure that critically evaluates the statement with extensive reference to case law and a conclusion.
*“The outcome of the ECJ’s judgment [in L’Oreal v Bellure] and its (albeit reluctant) application by the English court is clearly positive news for trade mark proprietors and brand owners, emphasising as it does that the ‘essential functions’ of a registered mark in such circumstances extend not only to the classic, core function of protecting the mark as a badge of trade origin, but more widely to what were perhaps previously seen as minor and perhaps unstoppable intrusions into the secondary functions of communication, investment and advertising.”
(Heritage, “Smells-alike” defeat for truthful comparative advertising” [2010] Communications Law 105 at 107)
This essay examines the relationship between trademarks and comparative advertising in the light of the judgement in L’Oreal v Bellure. The statement[1] postulates that the application by the Court of Appeal[2], of the preliminary ruling by the ECJ, is positive news for trade mark proprietors and brand owners since secondary functions of the registered mark is protected[3]. The essay consists of a description of relevant legislation on the topic, an analysis of the judgement of L’Oreal v Bellure that critically evaluates the statement with extensive reference to case law and a conclusion.
The relevant legislation on this topic are the Trademark Directive 89/104/EEC (TMD), which was transposed into English law by the Trade Marks Act 1994[4](TMA), and The Comparative Advertising Directive 84/450/EEC (MCAD), amended by Directive 97/55/EC, repealed by Directive 06/114/EC. Art. 5(1) and (2) of the Trademark Directive were transposed into sections 10(1) and (3) of the TMA. The implementation of Art. 5(2) was not required by the member states. Article 3a(1) in MCAD was transposed into English law as regulation 4a in the Control of Misleading Advertisements Regulations 2000 (CMAR). For the simplicity in this essay the provisions in the directives will be cited instead of the provisions in the TMA and The CMAR.
The essential function of a trademark is to act as a badge of origin, to separate the goods from one undertaking to another[5]. In L’Oreal v Bellure it was found that there was no misinterpretation[6], so passing off was rejected by Justice Lewison in The High Court of Justice.
The question the Court of Appeal had to answer, since some issues was resolved by lower courts[7], was whether the use, in relation to a comparison list, was within Art. 5(1)(a) and whether the use of the comparison list was within Art. 5(2) in relation to the criteria of “unfair advantage”. After this it was necessary for the court to decide whether the use was protected by the MCAD with “due cause” – if not, it is not within the exception in Art. 6(1)(b), since it is not “in accordance with honest practices”[8]. To answer these questions the court had to make a reference for a preliminary ruling from the ECJ according to Art. 267 of the TFEU[9].
Is the use within Art. 5(1)(a)?
The ECJ has established six conditions that must be satisfied to succeed in a claim under Art. 5(1)(a)[10]. Condition number 6, which says: “it must affect or be liable to affect the functions of the trade mark, in particular its essential function of guaranteeing to consumers the origin of the goods or services”[11], attracts most interest, since the rights protected in Art. 5(1)(a) includes “not only the essential function of the trade mark, which is to guarantee to consumers the origin of the goods or services, but also its other functions, in particular that of guaranteeing the quality of the goods or services in question and those of communication, investment or advertising”[12]. In Arsenal v Reed the ECJ stated that the right under Art. 5(1)(a) was given to “ensure that the trade mark can fulfill its functions”[13]. There seems to be a difference between these quotes, and the wider protection of the secondary functions was opened in Arsenal, but is clear after the ruling in L’Oréal v Bellure. This means that, even though there is no infringement of the essential function of the mark[14], it is possible that there could be an infringement of the mark under Art. 5(1)(a). In Adam Opel GmbH v Autec the essential function of the mark was not affected, since the average consumer did not think that the Autec cars was produced by Adam Opel[15], and since Art. 5(1)(a) only deals with identical goods (toycars) the effects in relation to real cars is not relevant, but it is worth noting that Adam Opel did not “appear to have claimed that that use affects functions of that trade mark other than its essential one”[16], which leaves room open for protection of secondary functions of a mark.
The defendant, in the L’Oréal case, raised two points; first that the use by L’Oréal of word marks in the comparison list is not within Art. 5(1)(a), because it was descriptive use, and, “second, that if it is, it is saved by Art. 6.1(b)”[17]. The L’Oréal word trademarks are used in two ways; first it is used to refer to the L’Oréal product and secondly it is used to compare the smell-alike product to the original product – the first use is not an infringement[18], but the second use is[19]. The reason why the comparison lists falls within Art. 5(1)(a), is because it is not “purely descriptive”[20] as they are used in advertising. In Hölterhoff v Freiesleben the trademarks, that was claimed to be infringed, were used to describe a certain way to cut diamonds – just as the L’Oréal trademarks were used by Bellure to describe how the smell-alike-perfumes smelled like. In the Hölterhoff-case the use was descriptive[21], and did not infringe the interests Art. 5(1)(a) is supposed to protect[22], while the use in L’Oréal v Bellure was infringing since it was for advertising. There is a difference between using a method of cutting diamonds (trademark) to describe how they are cut between sellers of diamonds, and using a trademark to describe how another product smells in a comparison list in advertising – the difference is that the latter affects some of the functions of the mark and is therefore not “purely descriptive”[23]. The use is then within Art. 5(1)(a), and must be within the exception in Art. 6(1)(b), in accordance with the conditions in the MCAD Art. 3(a)(1), not to be infringing.
Is the use within Art. 5(2)?
The purpose of Art. 5(2) is to create a strong protection of known marks and “facilitate the free circulation of goods and services, to ensure that henceforth registered trade marks enjoy the same protection under the legal systems of all the Member States”[24]. An oral interpretation of Art. 5(2) would not lead to a conclusion where the use of a similar mark on identical/similar goods would be within Art. 5(2). The ECJ took, however, the position that an interpretation of Art. 5(2) cannot lead to a better protection of a known mark used on identical/similar goods than use of a known mark on non-similar goods[25]. The claimed infringement of Art. 5(2) is connected to the use by Bellure of similar marks on identical goods on the packaging and bottles of the smell-alike perfumes[26]. The use by the defendant of a known trademark is within Art. 5(2) when: 1) the defendant’s sign is identical with, or similar to, the registered trade mark, 2) use of that sign is without due cause and 3) the use takes unfair advantage of, or is detrimental to, the distinctive character or the repute of the trade mark. Under the first condition it is not necessary that there is likelihood of confusion between the mark with reputation and the sign used[27], but sufficient if “the relevant section of the public establishes a link between the sign and the mark”[28] and there must some “effect on the economic behaviour of consumers”[29]. The first condition is met[30]. The second condition is met[31]. The third condition, which is the injury that Art. 5(2) protects against, is the most interesting in relation to taking “unfair advantage” of the “distinctive character or the repute of the trade mark”[32], and just one of these injuries has to be met for the protection to apply[33]. The ECJ states that the “unfair advantage” is “where a third party attempts, through the use of a sign similar to a mark with a reputation, to ride on the coat−tails of that mark in order to benefit from its power of attraction, its reputation and its prestige, and to exploit, without paying any financial compensation and without being required to make efforts of his own in that regard[34]”. Whether the use is taking unfair advantage is a “global assessment, taking into account al factors relevant to the circumstances of the case”[35] Lord Jacobs opinion is that ECJ-judgment means that the provision should be read as the word “unfair” not to be there[36], which could be argued to be wrong. It is necessary to make a global assessment to decide whether the use is unfair or not, including factors as “the strength of the mark’s reputation and the degree of distinctive character of the mark, the degree of similarity between the marks at issue and the nature and degree of proximity of the goods or services concerned.[37]”- the ECJ shows, unclearly, how to make this assessment in paragraph 44-49 in the judgment, and therefore the use by the defendant had to be found to take unfair advantage of the mark, and is within Art. 5(2)[38].
Does the use comply with the conditions in Art. 3(a)(1)?
The use does not comply with the condition in 3a(1)(h)[39] of the MCAD, which excludes compliance with the condition in 3a(1)(g), and the reason is that the smell-alike perfumes is presented as imitations by using registered trademarks in comparative advertising. When the use does not comply with the conditions in Art. 3(a)(1) the use is “with out due cause” and not within Art. 6(1)(b) of the TMD[40].
Is it infringing to tell the truth? No, not if the truth is the only thing said and done; in relation to Art. 5(1)(a) and the comparison list it was infringing, since the use affected the function related to advertising and was not then purely descriptive. In relation to Art. 5(2), dealing with the packaging and bottles[41], it was infringing to tell the truth after a global assessment, where “all factors relevant to the circumstances of the case”[42], were taken into account. It might not have been the case if Bellure had only told the truth, but they did more than that; the marks owned by L’Oréal were very strong and distinctive, the signs used by Bellure were very similar to the trademarks owned by L’Oréal and the “proximity of the goods or services concerned” was very close[43]. Under these circumstances the use was within Art. 5(2).
The result in L’Oréal v Bellure is “positive news” for trademark owners, since it is now almost impossible for fabricants of replicas and imitations to use a registered mark in comparing advertising and impossible to use similar bottles and packaging with similar trademarks. The scope of the trademark protection is wider than the essential function, as the above analysis shows, but it is taking it to far to state that every advantage in comparing advertising should be read as unfair. In this global assessment, under Art. 5(2), the bottles and packaging plays an important role, and the result might have been different if the packaging and bottles were not imitated as well – this seems to be what is bringing the “unfair advantage argument” home. The problem with this assessment is that it is very unclear, and the ECJ did not give clear guidelines how to exercise it.
The case shows that even in situations where the essential function of a mark is not infringed, the secondary functions[44] can be “enough” to infringe the rights of a mark. When the interests of free competition clash together with intellectual property rights it is hard to decide what is most important. Lord Jacobs had a strong opinion on the right to free comparison in the name of free competition and freedom of speech, but it is worth to remember that the TMD is a harmonisation of the “conditions under which comparative advertising in Member States might be lawful[45]“, and what might be the normal approach in the UK might not be it in Sweden, that is why judges should read and understand the law. The fact that the defendant is fabricating imitations of the L’Oréal products does not seem to matter to Lord Jacobs, since the products are legal – from my point of view the defendant is riding on the coat tail of L’Oréal trying to get an economical benefit out of the massive investments in advertising and brand protection. Lord Jacobs points out that the background for this decision by the ECJ is that “copyists, even of lawful products should be condemned”[46] and not economic content. How to prioritize between the free competition and the intellectual property rights is most of all a political question, but it is not true that the decision by the ECJ is with no economic content; the undertakings is using millions of pounds to built up these trademarks, which means that the product price is higher than the imitations and L’Oréal trademarks could also be weakened by the look-alikes on the market since the exclusivity vanishes[47]. The fact that L’Oréal, assumingly, is not in competition with the smell-alike perfumes, so it is not necessary for Bellure to compare to the L’Oréal products to compete effectively on the market[48] is also very important. The purpose of protecting the functions of a trademark in the context of imitations, replicas and copy products is reasonable since the actions of Bellure, in many other parts of Europe, would be regarded, as taking unfair advantage – and this was also the result the ECJ reached to.
Tables of Authorities
The Control of Misleading Advertisements Regulations 2000
TRA 1994
The Comparative Advertising Directive 84/450/EEC, amended by Directive 97/55/EC, repealed by Directive 06/114/EC
The Trademark Directive 89/104/EEC
L’Oreal SA v Bellure NV Court of Appeal (Civil Division) [2010] E.T.M.R. 47
L’Oreal SA v eBay International [2009] EWHC 1094 (Ch)
L’Oreal SA & Ors v Bellure NV & Ors [2007] EWCA Civ 968
Germany
Case I ZR 88/08 – Adam Opel GmbH v Autec [2010] E.T.M.R. 50
European Union
C-2/00 – Hölterhoff v Ulrich Freiesleben
C-44/01 – Pippig Augenoptik GmbH & Co. KG v Hartlauer Handelsgesellschaft mbH and Verlassenschaft nach dem verstorbenen Franz Josef Hartlauer
C-59/05 – Siemens v VIPA
C-112/99 – Toshiba v Katun
C-206/01 Arsenal v Reed
C-252/07 – Intel Corp Inc v CPM United Kingdom Ltd [2009] E.T.M.R. 13
C-292/00 – Davidoff v Gofkid [2003] ECR I-389. [2003] ETMR 42C-44/01
C-408/01 – Adidas-Salomon AG v Fitnessworld Trading Ltd [2003] E.C.R. I-12537
C-487/07 – L’Oréal SA and Others v Bellure NV and Others
C-533/06 – 02 Holdings Ltd v Hutchison 3G Ltd [2008] R.P.C. 33
2008/C 8/15 reference for C-487/07
Bentley, Lionel and Sherman, Brad. (2009) “Intellectual Property Law” (3rd edition Oxford University Press, Oxford, 2009)
Madsen, Palle Bo, (2007) “Markedsret del 2” (5th edition Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København Ø, 2007)
Journal 1: Heritage, Mark “Smells-alike” defeat for truthful comparative advertising” [2010] Communications Law 105
Journal 2: Breitschaft, Andreas, “The future of the passing-off action in the law against unfair competition – an evaluation from a German perspective” E.I.P.R. 2010, 32(9), 427-436
Journal 3: Gowers, Review of Intellectual Property (2006), para.5.82 box 5.3
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:31989L0104:en:HTML (typo)
[1] Journal 1 in the “impact” section.
[2] L’Oreal SA v Bellure 2010
[3] Ibid.
[4] C-487/07 para. 12
[5] See definition in the TMA section 1
[6] See Journal 2 para.5.82 box 5.3.
[7] L’Oreal SA v Bellure 2010 para. 1.
[8] Ibid para. 45
[9] 2008/C 8/15
[10] L’Oreal v eBay para. 283
[11] Ibid.
[12] Case C-487/07, para. 58
[13] para. 51
[14] As it was the case in Arsenal v Reed, para. 60
[15] Adam Opel GmbH v Autec, para. 24
[16] Adam Opel GmbH v Autec, para. 25
[17] L’Oreal SA v Bellure 2010, para. 30
[18] Ibid. para. 25
[19] Ibid. para. 26
[20] Ibid. para. 28
[21] Ibid. para. 26
[22] Hölterhoff v Ulrich Freiesleben, para. 16
[23] Same discussion as Lord Jacobs in L’Oreal v Bellure 2007, para. 31
[24] 9th recital to the TMA
[25] Davidoff v Gofkid, para. 25
[26] See “La Valeur”compared to “Trésor” in L’Oreal v Bellure 2007 para. 9 and 19
[27] Adidas-Salomon AG v Fitnessworld, para. 31
[28] Ibid. para. 31
[29] L’Oreal v Bellure 2007, para. 79
[30] Ibid. para. 82
[31] C-487/07, para. 45
[32] Ibid. para. 41
[33] Intel v CPM, para. 28
[34] C-487/07, para. 49
[35] Ibid. para. 44
[36] L’Oreal v Bellure 2010, para 49
[37] C-487/07, para. 44
[38] L’Oreal v Bellure 2010, para. 50
[39] See recital 19 in the preamble to the MCAD
[40] On http://eur-lex.europa.eu/ – TMD it says h instead of b in Art. 6 (typo).
[41] A fact the ECJ mentioned in para. 47
[42] C-487/07 para. 44
[43] Ibid.
[44] L’Oreal v Bellure 2010, para 31
[45] Pippig v Hartlauer, para. 44
[46] C-487/07, para. 49
[47] Journal 3
[48] Toshiba v Katun, para. 54 and Siemens v VIPA, para. 15
This essay was handed in as an answer to my exam in “European Union Law” during my stay at the University of Leicester.
This essay examines the impact of the amendment of art. 263 TFEU by the Treaty of Lisbon, and whether the problem of access to judicial review of Union acts by private parties was addressed successfully. The essay consists of a short description of the scope of art. 263 TFEU, an analysis of the access to locus standi for non-privileged applicants and what the Treaty of Lisbon changed in relation to this, a description of other ways to remedy and a conclusion.
This essay examines the impact of the amendment of art. 263 TFEU by the Treaty of Lisbon, and whether the problem of access to judicial review of Union acts by private parties was addressed successfully. The essay consists of a short description of the scope of art. 263 TFEU, an analysis of the access to locus standi for non-privileged applicants and what the Treaty of Lisbon changed in relation to this, a description of other ways to remedy and a conclusion.
Art. 263 was amended by the Treaty of Lisbon, which made it possible to review, not only, the traditional institutions[1], but also the European Council and EU agencies, offices and bodies[2].
Art. 263(1) TFEU separates the applicants, able to challenge Union acts, in privileged, semi-privileged and non-privileged applicants. The latter is the subject of this essay, since it covers “any natural or legal person” as set out in art. 263(4). The access to challenge Union acts is, however, interpreted narrowly by the ECJ, so it is hard to meet the requirements listed in art. 263(4). The Treaty of Lisbon amended art. 263(4), where a distinction between regulatory and other acts were introduced. If a private party wants to challenge a regulatory act it is only necessary to establish direct concern, which, prior to the Treaty of Lisbon, has not been as problematic to establish as individual concern[3]. There is no definition of the term regulatory act, but they are interpreted as being non-legislative acts, since these are not based on decisions made by representatives chosen by the citizens of the member states – and therefore it should be easier for private parties to challenge these acts. The legislative acts have been interpreted by the ECJ as “any measure that is couched in general an abstract terms”[4], which is a different definition than the one given in art. 289(3) TFEU – where a legal act is “anything adopted by one of the legislative procedures”[5]. The Treaty of Lisbon should have dealt with this problem, since it creates a democratic deficit, when private parties cannot challenge a delegated or implementing act, managed without a representative institution, without direct- and individual concern[6].
Direct concern
The direct concern-criteria consist of a requirement for causation and legal interest. The requirement for causation means that there must be a link between the act and the damaged suffered, and it must be the act that changed the legal position[7]. In some situations directives gives the member states a degree of free choice in how to implement the legislation, which in some cases has led to the causation to be gone. This raises a problem in relation to private parties access to judicial review, since the ECJ has found, that if there is no national discretion or only theoretical[8], it is only then possible to challenge the community act. From a democratic point of view it would be better if, in cases with a little discretion, that the community act and the national legalisation were interpreted to inflict the damage[9], so the private parties would have direct concern in these matters. The requirement for legal interest means that there must be a legal right to infringe, and can be illustrated by the Front National-case[10], where members of the European Parliament did not have a legal right to form a “groupe mixte”, and therefore did not fulfil the requirement for direct concern. There is no problem connected to this requirement in relation to access to judicial review for private parties, since it is a reasonable approach that if there is no legal right from the institutions, then there cannot be an injury.
Individual concern
The other condition to challenge a legislative act is to establish individual concern. The leading case is Plaumann & Co. v Commission, where the “Plaumann test” was established; to establish individual concern, without an expressly addressed act (which a general legislative act seldom is), it is necessary to be “differentiated from all other persons and by virtue of these factors distinguishes them individually just as in the case of the person addressed”[11]. It is very difficult to meet the requirement in the “Plaumann test”, since it is hard to distinguish one importer of clementines from all established and future importers of clementines[12]. The question is whether the private party is a member of an open group, as importers of clementines, or member of a closed group – if it is the latter it is possible to establish individual concern[13]. The argument of H. Rasmussen[14], saying that the locus standi requirement has been used to make a filter for the ECJ, is problematic, since there are situations where it is impossible to seek for remedy in national courts[15]- for instance with regulations and directives, and it should not, from a democratic point of view, be an argument against remedy that more people than a specific group is influenced of an act[16]. Advocate General Jacobs was very critical about the “Plaumann test” in his opinion in UPA[17], trying to use the right to access to a remedy as an argument for a new interpretation of “individual concern” in art. 263(4). The arguments of Advocate General Jacobs are understandable, but the ECJ must be very careful with changing its interpretation of the individual concern, since it should be done by the member states through treaty amendments, regardless of the fact that art. 263(4) do not give a definition of how to define individual concern. The ECJ has, since the case of Plaumann, used the same interpretation – and it creates a bigger democratic deficit, when judges changes the interpretation of law, when democratic institutions chooses not to[18].
Art. 267 TFEU makes it possible for the national courts to ask for a preliminary reference, but it is up to court to decide whether such action is necessary and the national courts are not competent to declare community-law void[19]. It might be necessary for the private party to breach the “implementing measures in order to challenge the resulting sanctions or, in the absence of implementing measures (as in Jégo-Quéré), to breach the Community law and then assert its illegality in proceedings against it”[20]. It is a serious problem if a party has to breach the law to be able to seek for a remedy. Art. 288 do not have formal requirements to achieve locus standi, but the breach of the law has to be “sufficiently serious”[21], which makes it very hard to succeed this way.
It is positive news for private parties that the Treaty of Lisbon has made it easier to challenge regulatory acts, since it is only needed to establish direct concern. The idea behind this is, as mentioned, that a regulatory act is created by non-elected-persons, so a representative mandate is missing – and then it should be easier to challenge than in relation, for instance, with a legislative act. The Treaty of Lisbon did, however, not change enough in relation to judicial review, since not all of the problems were addressed. After the judgement in UPA[22], where it was clarified that the system had to be changed through a treaty amendment, the member states had a great opportunity to compensate on the democratic deficit, which has been an obstacle to the integration of member states in the European Union because of the “fear” of giving away power to the community in the memberstates – with England as a leading memberstate in this relation. A treaty amendment, which had addressed the problems discussed above, could have been used to legitimate the “Constitutional treaty” that never became a reality. The narrow interpretation of direct- and individual concern creates democratic deficit, and even though the Treaty of Lisbon made it possible to take action for proceedings at the ECJ for a juridical review of a regulatory act without “individual concern”.
The structure of the institutions in the community is a problem, if it should be decided to change the access to judicial review. At the moment the ECJ has a very big workload, which will only increase if more applicants could challenge EU acts – this would create a long processing time to reach a final result. It is unclear to what extend the work load would rise, but some sources do not find it significant[23]. Another argument is that “too many challenges by private parties will unduly disrupt Union decision-making processes”[24], since the legal process in the European Union is complex and with many actors – it is difficult to agree on legislation. These arguments are standing alone against the critique above of the limited access to judicial review for private parties, and since a new treaty is very unlikely to happen in the nearest future, the amendment by the Treaty of Lisbon must be characterized as a disappointment in relation to judicial review. The conclusion is that private parties should be able to challenge general legalisation as regulations and directives, which have influence on the life of a lot of private parties, and that the Treaty of Lisbon did not address this problem.
Legislation
The Treaty of Lisbon
The Treaty on the Functioning of the European Union
Consolidated version of the Treaty establishing the European Community
European Union
Cases 16/62 Confédération Nationale des Producteurs de Fruits et Légumes and Others v Council [1962] ECR 471
Case C-50/2000 P, Union de Pequeños Agricultores v. Council [2002] ECR I-6677
Case C-486/01 P Front National v European Parliament [2004] ECR I-6289
Case C-519/07 P Commission v Koninklijke Friesland Campina [2009] ECR I-00000
Case T-177/01 Jégo-Quére
Case T-289/03 BUPA and Others v Commission [2009] ECR II-81
Case T-585/93 Greenpeace and Others v Commission (1995) ECR II-2205
Case 5/71 Zuckerfabrik Schöppenstedt v Council [1971] E.C.R. 975
Case 11/82 Piraiki-Pitraiki v Commission [1985] ECHR 207
Case 69/69 Alcan v Commission [1970] ECR 385
Chalmers, Damian; Davies, Gareth and Monti, Giorgio. (2010) “European Union Law” (2nd edition Cambridge University Press, Cambridge, 2010)
Cygan, Adam and Szyszczak, Erika, (2008) “Understanding EU Law” (2nd edition Thomson, Sweet & Maxwell, London, 2008)
Neergaard, Ulla and Nielsen, Ruth, (2010) “EU Ret” (6th edition Thomson Reuters, Copenhagen 2010)
Balthasar, Stephan, “Locus standi rules for challenges to regulatory acts by private applicants: the new art. 263(4) TFEU” (2010) – European Law Review 542.
Berry, Elspeth and Boyes, Simon, “Access to justice in the Community courts: a limited
right?” (2005) – Civil Justice Quarterly 224.
Craigh, Poul, “Legality, Standing and Substantive Review in Community Law” (1994) Oxford Journal of Legal Studies 14(4) 507
Harlow, Carol “Public Law and Popular Justice” (2002) 65 Modern Law Review 1.
[1] See art. 230(1) EC
[2] Chalmers, Davies and Monti, p. 396
[3] Ibid., p. 415
[4] Chalmers, Davies and Monti, p. 415 with reference to the joined cases Confédération Nationale des Producteurs de Fruits et Légumes and Others v Council
[5] Ibid., p 415
[6] Ibid., p. 415
[7] BUPA and Others v Commission, para 81 (named T-29/03 on p. 416 in Chalmers, Davies and Monti instead of T289/03 – typo) and Alcan v Commission, para. 15
[8] See for instance Piraiki-Pitraiki v Commission
[9] Chalmers, Davies and Monti, p. 416
[10] Front National v European Parliament, para. 36
[11] Plaumann & Co. v Commission of the European Economic Community, para. 1 under the section “Grounds”.
[12] Since the “Plaumann test’s” date for deciding is a undefined date in the future – see Craigh, Poul, “Legality, Standing and Substantive Review in Community Law” 509-10 as referenced in Chalmers, Davies and Monti, p. 419 footnote 105
[13] Commission v Koninklijke Friesland Campina
[14] Rasmussen, H. “Why is Article 173 Interpreted Against Private Plaintiffs?”
[15] See Greenpeace and Others v Commission and Unión de Pequeños Agricultores v Council
[16] Harlow, Carol “Public Law and Popular Justice” as refered to in Cygan and Szyszczak, p. 63. and the opinion of Advocate General Jacobs in Unión de Pequeños Agricultores v Council, para. 59
[17] Ibid.
[18] See different approach in Balthasar, Stephan, “Locus standi rules for challenges to regulatory acts by private applicants: the new art. 263(4) TFEU”
[19] Advocate General Jacobs opinion in Unión de Pequeños Agricultores v Council, para. 41 as refered in Berry, Elspeth and Boyes, Simon, “Access to justice in the Community courts: a limited
right?” p. 4
[20] Berry, Elspeth and Boyes, Simon, “Access to justice in the Community courts: a limited
right?” p. 4
[21] Zuckerfabrik Schöppenstedt v Council
[22] Case 50/2000 P, para. 41
[23] Balthasar, Stephan, “Locus standi rules for challenges to regulatory acts by private applicants: the new art. 263(4) TFEU”
[24] Chalmers, Davies and Monti, p 421
This essay was handed in as an answer to my exam in Human Rights and Civil Liberties during my stay at the University of Leicester. The essay examines the balance between the rights of artists and the protection of children under British law.
This essay examines the balance between the rights of artists and the protection of children under British law in the light of the quote from The Daily Telegraph. The essay consists of a description of relevant legislation on the topic, a section with arguments for and against restriction, an analysis of the protection under British law and a conclusion.
The English law restricting obscenity and indecency is very cryptic and difficult. The fact that several acts are overlapping each other, sometimes with identical words with an opposite meaning[1], is an indication of how difficult it has been to reach a political consensus of the direction of controlling obscenity and indecency under British Law. Before dealing with the substantive law in relation to obscenity and indecency it is necessary to present the arguments for and against restriction, since it otherwise would be difficult to analyse “the balance struck between the rights of artists and the protection of children” later on. It might seem obvious that children should be protected, but the difference between the cover of the Nirvana album “Nevermind”, picturing a naked baby swimming, and pictures with crying children being abused shows that there is a balance to be made.
The relevant legislation on this topic are the European Convention on Human Rights art. 8 and 10, the Human Rights Act 1998, The Optional Protocol to the Convention on the Rights of the Child on the sale of children, child prostitution and child pornography – the General Assembly Resolution A/RES/54/263, the Obscene Publications Act of 1959 amended by the Obscene Publications Act of 1964, the Protection of Children Act 1978, the Criminal Justice and Public Order Act 1994 and the Sexual Offences Act 2003.
The starting point is the right to freedom of expression, which is protected, with a margin of appreciation to the member states[2], in art. 10 of the ECHR and art. 10 of the HRA 1998. The HRA 1998 is more relevant in relation to freedom of expression, than other human rights protected in the ECHR, because of the margin of appreciation to the member states, which makes the rulings in the European Court of Human Rights in Strasbourg difficult to use as more than a guideline in domestic courts[3], but should still be taken into account in accordance to s. 2 and 3 of the HRA 1998. Since the British Law does not have a written constitution, the freedom of expression is not protected on “constitutional level” like the US Bill of Rights in the First Amendment (a strong protection of the freedom of speech) and the Danish Constitution art. 77 (a strong protection against pre-censorship). The protection in the First Amendment is very relevant in relation to pseudo-photographs and drawings of naked children[4], after the judgement in the Ashcroft-case, where the Supreme Court of the United States declared the Child Pornography Prevention Act of 1996 “§§2256(8)(B) and 2256(8)(D) are overbroad and unconstitutional”[5], which shows a different approach than the one in British Law. Most of the arguments for freedom of expression do not seem to be very strong in relation to obscenity and indecency, since the argument of truth, from the essay “On Liberty” written by John Stuart Mill, does not have much relevance in with the protection of children in relation to the rights of an artist. It could, however, be relevant in relation to the publishing of art, school[6]- and medicine-education material. The argument of democracy is not very strong either in relation to arguments against restriction on obscene or indecent material, since it does not “make one better able to exercise the responsibilities of a voting citizen”[7]. The argument of self-fulfilment seems to be the most fitting, of the arguments mentioned by Richard Stone[8], and even though this essay is dealing with the protection of children, it could be self-fulfilling to draw a picture of a naked child if you were a paedophile, but also for an artist to publish a picture of children playing without clothes on as it was the case in the photograph by Nan Goldin named “Klara and Edda Belly-Dancing”. The approach taken by the Williams Committee[9], in relation to reform the legislation on obscenity and indecency, was inspired by the libertarian principle in chapter one of the essay, as earlier referred to, “On Liberty”, generally known as the “harm principle”[10]. The “harm principle” in “On Liberty” was inspired by the book “On the Limits of State Action” by Wilhelm von Humboldt, but clarified by John Stuart Mill, and says that it should be possible to do anything unless it harms others. John Stuart Mill states however, which is not referred by Stone[11], that: “It is, perhaps, hardly necessary to say that this doctrine is meant to apply only to human beings in the maturity of their faculties. We are not speaking of children, or of young persons below the age which the law may fix as that of manhood or womanhood. Those who are still in a state to require being taken care of by others, must be protected against their own actions as well as against external injury”[12]. This is a good argument in relation to the arguments for and against restriction of obscene and indecent material of children, since it is necessary for the state to protect these – even in situations where they agree to have material produced. It is not arbitrary to state, without further reference, that it harms children to be abused in obscene or indecent material, and this protection is very central in the discussion of to which extend children should be protected. It is not clear what the impact on morals in society of published or non-published content with children without clothes on is, but this is not as important a question as in relation to adults[13], since the children does not have the same understanding of their actions and the question about a decrease/increase in sexual assaults or rapes should not be an argument for allowing abuse of some children[14].
The Protection of Children Act 1978.
The Protection of Children Act 1978 (PCA) is the central legislation in relation to the protection of children under British law. Most of the material under the PCA would be within the scope of the restriction in the Obscene Publications Act 1959, but it was found necessary to create separate legislation dealing with photographs and films of children[15]. In 1988 s. 160 of the Criminal Justice Act was created, because of the “new” problems in relation downloading material from the internet, which made possession with knowledge of the material[16] illegal unlike the PCA(1)(C).
The PCA is criminalizing a very wide group, since the word “person” in the PCA(1) includes everyone that a) “takes or permit to be taken or to make”[17], b) “distributes or shows”, c) “has in possession with a view to their being distributed or shown by himself or others”, d) “publishes or cause to be published any advertisement likely to be understood as conveying that the advertiser distributes or shows such indecent photographs or intends to do so”, “of a indecent photograph of a child”. An artist would normally fit under all these criteria, maybe with PCA1(D) as the exception.
The PCA is restricting photographs, which include films as shown in the PCA section 7(1), of children that are indecent. After the amendment by CJPOA 1994(84)(4) the PCA(1)(1)(a) is including photographs in electronic data format and pseudo-photographs. The CJPOA created a big extension of the restriction on “indecent” material, since it changed focus from protecting children to motives behind the making of the material[18]. This is interesting in relation to the “harm principle”, since the no children is harmed, directly, by making indecent pseudo-photographs. It may be the case that the legislation has changed focus from protecting the children to protecting morals in society. From a libertarian point of view it could be argued, that the rights of artists, at least when no harm is done to children, should be increased.
The definition of a child is given in the amendment of the PCA by s. 45 of the Sexual Offences Act 2003, where “16” substituted “ 18”, meaning that a person under the age of 18 is a child; this was done to change the definition of a child into the international definition[19].
The interpretation of “indecency” is not given in the legislation, but case law shows that it “means shocking and disgusting, but not as shocking and disgusting as “obscene”[20]. This definition is very unclear, which was thought to be an advantage by some Members of Parliament[21], but from a legal point of view this is not positive, especially not when dealing with criminal offences. It should be possible to give a guide to the interpretation such as a specific attention to genitals is regarded to be indecent[22], such as the Oliver-test[23] used now – the problem might be that there is no political consensus of what is indecent, and then it is left to judges to decide. Case law has clarified that the jury in their decision of whether the photograph is indecent can take the age of the person into account or not[24]. If the age of the person in the picture is unknown the prosecutor must prove that the person is a child, and the jury must then decide whether this is the case or not – if there is “any reasonable doubt on the issue, they should acquit”[25]. It is not required for the prosecutor to prove that the defendant knew that the person in the material was a child[26], which is a modification of the requirement for mens rea in accordance with PCA(2)(3). Case law has clarified that the motive of the creation of indecent material is not relevant on the issue of whether material is indecent or not[27], so this is not “a way out” for artists either.
The above shows that the protection of children under British law is very strong, and that artists does not have a defense under PCA(1)(4)(a), since art is not a legitimate reason for distributing, showing or having them (photographs or film) in possession. The PCA(1)(4)(b) is not a defense either, since an artist sees the pictures and knows, in this relation, that they are indecent when he shoots them. Then it all comes down to whether the pictures are indecent or not, which in some cases might be hard to tell before the judge has spoken.
HRA 1998 – ECHR art. 10
Richard Stone argues that the vague definition of “indecent” in the PCA might be problematic in relation to art. 10 in the EHCR, with could be challenged under art. 10 of the HRA 1998, since it is up to a jury or a magistrate to decide whether material is so[28]. In the light of the judgement by the ECtHR in Handyside, where the “obscenity test” was “prescribed by law”, it is not very likely that the “indecent test” will not satisfy this condition. The courts showed the same view[29] in R v Smethurst and Connolly v DPP. The situation might be different in relation to the vague definition of “to make”, which some cases[30] has clarified the definition of. In the case of Vereinigung Bildender Kunstler v. Austria the ECtHR would not accept the “Austrian Government’s argument that the interference also pursued the legitimate aim of protecting public morals as neither the wording of the Copyright Act nor the terms in which the relevant court decisions were phrased, referred to that aim”, but the as the “prescribed by law” criteria is most likely to be met in the PCA, and one of the aims is to protect public morals, it is very unlikely that this case changes anything in relation to the protection of children in relation to the rights of artists. The balance struck between the rights of artists and the protection of children under British law is not disproportionate in relation to the ECHR art. 10, since the protection in a copyright law is very likely to be different than the protection of children. As mentioned in the beginning, the amount of appreciation from the ECtHR to the member states makes the HRA 1998 more important to issues dealing with the freedom of expression. The artists might try to claim that art. 10 of the HRA 1998 is infringed by not giving an “artist defence” in the PCA[31], since it is not be necessary for the protection of morals to establish such a strong protection of normal “art with children”. The prosecutors if left with too much power, since it is rather unclear what an “indecent” picture is, and when dealing with criminal offences this is a juridical problem.
The balance struck between the rights of artists and the protection of children under British law is a political question based on morals, which is hard to discuss in a law essay. The legalisation dealing with protection of Children under British law is not as blurry as the laws on obscenity and indecency in general, but the vague definitions in these laws, mentioned throughout the essay, has an impact on the PCA. Some might find the vague definition of “indecency” a good thing, since it gives the judges the opportunity to change it in accordance with changes in society. In some areas of law this could be a good thing, but when dealing with criminal offences there must be a clear legislation, which leaves as less space for uncertainty as possible. The vague definition of “indecent” and “make” might be, as discussed, in conflict with the criteria of being “prescribed by law” in the ECHR art. 10(2) and HRA 1998 art. 10(2). The quote from the Daily Telegraph gives an indication of the police being uncertain whether the picture was illegal or not[32], and this could be prevented by creating a more specific definition of what is indecent and what is not. It is difficult to think of ways to make a stronger protection of children, than the protection under British law, but the fact is that the PCA, someday, when prosecutors think it is time, brings a case to the court that would not be in conflict with the general morals in society, but in conflict with the law. That is why Parliament should make stronger definitions and an artists defence – which would be in accordance to morals in society in relation to the protection of children. “The harm principle” could be used as a guideline on this topic, since it, in the light of the action chosen against the photographs by Tierney Gearon and Nan Goldin, seems to be the law that these pictures should be legal. A “harm principle” would protect children against harm, and with a strong definition of how to interpret “harm”, with the Oliver-test as a guideline, the legalisation would create a higher degree of certainty and being, with no doubt, in accordance with the ECHR and most important the HRA 1998. The conclusion is that there is hardly any balance between the protection of children and the rights of artists under British law at the moment. The reason why a reform of the PCA is not done so far might be, that the Members of Parliament does not want to be connected with a “softer approach” on the restriction of pictures of children that might be/or not be indecent – if anyone knows what this word exactly means – or a problem with political consensus for a new Act on obscenity and indecency. It does not seem likely to see a change in this area of the law, and hopefully the prosecutors are aware of the power they have been given by Parliament.
The Human Rights Act 1998 (HRA)
The Obscene Publications Act of 1959 amended by the Obscene Publications Act of 1964
The Sexual Offences Act 2003
The Protection of Children Act 1978.
The Criminal Justice and Public Order Act (CJPOA) 1994.
The European Convention on Human Rights
The Optional Protocol to the Convention on the Rights of the Child on the sale of children, child prostitution and child pornography, General Assembly Resolution A/RES/54/263, 25 May 2000
The Danish Constitution (Grundloven)
The First Amendment to the United States Constitution
Atkins v DPP (20009 2 All ER 425
Connolly v DPP (2007) EWHC 237, (2007) 2 All ER 1012
Handyside v United Kingdom (1976) EHRR 737
Knuller v Dpp (1973) AC 435
R v Bowden (Jonathan) (2000) 2 W.L.R. 1083
R v Graham-Kerr (1988) 1 WLR 1098
R v Land (1998) 1 All ER 403
R v Smethurst (2001) EWCA Crim 722, (2002) 1 Cr App R 6
R v Smith (2003) EWCA Crim 683
R v Oliver (2002) EWCA Crim 2766
R v Owen (1988) 1 WLR 134
Ashcroft v. Free Speech Coalition (00-795) 535 U.S. 234 (2002)
Akdeniz, Yaman (2008) “Internet child pornography and the law” (Ashgate Publishing Limited, Aldershot, 2008)
Humboldt, von Wilhelm (1792) “Ideen zu einem Versuch, die Grenzen der Wirksamkeit des Staates zu bestimmen” (E. Trewendt, Germany, 1851)
Humboldt, von Wilhelm (1854 ed. By Joseph Coulthard) “The Sphere and Duties of Government (The Limits of State Action)” (John Chapman, London, 1854)
Stone, Richard. (2010) “Civil Liberties and Human Rights” (8th edition Oxford University Press, Oxford, 2010)
http://books.google.com/books?id=eavLesJp5xYC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q&f=false – “Ideen zu einem Versuch, die Grenzen der Wirksamkeit des Staates zu bestimmen” by Wilhelm von Humboldt – online version
http://oll.libertyfund.org/index.php?option=com_staticxt&staticfile=show.php%3Ftitle=589&Itemid=99999999 – “The Limits of State Action” by Wilhelm von Humboldt – online version
http://www.gutenberg.org/files/7370/7370-h/7370-h.htm – “Second Treatise of Government” by John Locke – online version
http://ebooks.adelaide.edu.au/m/mill/john_stuart/m645o/ – “On Liberty” by John Stuart Mill
[1] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 408
[2] Handyside v United Kingdom
[3] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 401
[4] Pseudo-photographs and comics of naked children is legal in Denmark as well
[5] Ashcroft v. Free Speech Coalition
[6] See Handyside v United Kingdom ruling the destruction of the Little Red School Book written by two Danish Schoolteachers
[7] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 314
[8] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 398
[9] The Williams Committee para. 5.1 as refered in Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 398
[10] see also Wilhelm von Humboldt “On the Limits of State Action” and John Locke “Two Treatises of Government”
[11] Just after the quote from “On Liberty” cp. 1 in Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 399
[12] “On Liberty” cp. 1
[13] “There is as little in the way of scientific evidence for this beneficial effect, as there is for pornography’s harmful effects” Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 401
[14] It is a relevant issue on the topic of whether “Pseudo-photographs” or comics of naked children should be legal
[15] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 418
[16] See Atkins v DPP (20009 2 All ER 425
[17] R v Bowden – Downloading indecent material is within the scope of the PCA(1)(a), and this action is interpreted as “making” an indecent photograph.
[18] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 421
[19] Akdeniz, Yaman “Internet child pornography and the law”, p. 19
[20] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 408 with reference to the statement of Lord Reid in Knuller v Dpp
[21] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 408
[22] For an example see Optional Protocol to the Convention on the Rights of the Child on the sale of children, child prostitution and child pornography, General Assembly Resolution A/RES/54/263, 25 May 2000
[23] R v Oliver – the test derived from the Sentencing Advisory Panel (SAP) and was based on the COPINE-projects description of images
[24] R v Owen
[25] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 419
[26] R v Land
[27] R v Graham-Kerr and R v Smethurst
[28] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 409
[29] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 409
[30] R v Bowden and R v Smith
[31] Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 422
[32] The situation is comparable to the case of Tierney Gearon referred in Stone, Richard “Civil Liberties and Human Rights”, p. 421
This essay was handed in as an answer to my exam in “Competition Law and Policy” during my stay at the University of Leicester.
This essay discusses if there is effective means of dealing with oligopolistic industries that are insufficiently competitive. The essay consists of a description on the economic theories that have influence on the competition law, a description of relevant legislation on the topic, a discussion of Art. 101 and 102 TFEU in relation to prohibit certain behaviour by oligopolistic industries, a description of other means to deal with oligopolistic industries and a conclusion.
This essay discusses if there is effective means of dealing with oligopolistic industries that are insufficiently competitive. The essay consists of a description on the economic theories that have influence on the competition law, a description of relevant legislation on the topic, a discussion of Art. 101 and 102 TFEU in relation to prohibit certain behaviour by oligopolistic industries, a description of other means to deal with oligopolistic industries and a conclusion.
An oligopoly is a market structure dominated by a small group of sellers, and has become important in relation to competition law because of the economic development in the 20th century. The oligopoly has a risk for market failure[1], where parallel conduct increases prices – but because of the few sellers on the market it might not be necessary to communicate to reach a point with no normal competition. The question is how to move the oligopolistic industries in direction of competition instead of parallel conduct, and to answer this question it is necessary to understand the economic theory behind the oligopoly:
“The Harvard School” argued that the best remedy against oligopoly was changing the market share using the “Structure-Conduct-Performance Paradigm”[2] to explain that a great market power was equal to lower efficiency, since it was the idea that undertakings with smaller market power would be more competitive. By using structural remedies, as merger control, it was argued the lower efficiency. The problem is, however, that it is very difficult to say what market power an undertaking must have to be able to be innovative and compete on the market.
“The Chicago School” was, in contrast to “The Harvard School”, of the opinion that undertakings with big market power, not necessarily, were equal to lower efficiency[3]. A market with undertakings with a big market power could be more effective than a market with undertakings with smaller market power[4].
“The New Industrial Economy” came up with another way of understanding the behaviour of the undertakings in an oligopoly based on game theory in the “prisoner’s dilemma”. The idea is that two persons are charged for a crime, and if one of them confess, that person will be free and the other person placed in prison for 10 years. The persons are not able to communicate. If both persons confess they will be placed in prison for 5 years each. If none of them confess they will both be free. If one undertaking charges a high price in an oligopoly; the other undertakings should charge a low price – since this would lead to a higher sale. If both undertakings charge a low price; profit will be low. If both undertakings charge a high price; a higher profit is made than charging the low price. The best solution for an undertaking will then be to charge a low price, when one undertaking do not know what the other undertaking will do, since it has the best outcome. The oligopoly does not work like this in reality, since the undertakings are monitoring the market and changing their prices when “something happens”. This means that an undertaking could raise the price when the other undertakings do so, or se the price lower – the first choice might be the most profitable[5]. The theory shows some of the complexity connected to the burden of proof when the commission has to prove the outcome and purpose of actions on the market.
The relevant legislation on this topic are Art. 101 and 102 in the Treaty on the Functioning of the European Union (TFEU) and the EC Merger Control Regulation (ECMCR).
The interpretation by the ECJ of the meaning of “concerted practise” in Art. 101 TFEU makes it possible[6], under certain circumstances, to use the Art. as a regulation of the undertakings characterized as “oligopolistic industries” to secure competition in order to complete the internal market and secure consumer welfare. The circumstances required establishing a “concerted practice” prohibited by Art. 101 TFEU, was the question in the “Dyestuff-judgements”[7], where the ECJ ruled that: “Although parallel behaviour may not by itself be identified with a concerted practice, it may however amount to strong evidence of such a practice if it leads to conditions of competition which do not correspond to the normal conditions of the market, having regard to the nature of the products, the size and number of the undertakings, and the volume of the said market”[8]. The parallel behaviour was not enough to establish a “concerted practice”, since it was necessary to make an analysis of the market a whole[9] to decide if the parallel behaviour “was designed to replace the risks of competition and the hazards of competitors’ spontaneous reactions by cooperation constituting a concerted practice”[10]. The meaning of this is that, even though there is no proof of an agreement, if the behaviour on the market is not normal, it could be concerted practice – which was found in the “Dyestuff-cases”. It was not very clear what was required of the assessment of the market as a whole to establish a “concerted practice”, but in Ahlström, Osakeyhtiö and others v Commission[11], known as “Wood Pulp II” the ECJ held that parallel behaviour on its own was not enough to be a “concerted practice”, even when there was evidence of contracts and exchange of information[12], since other factors on the market could explain the simultaneous price raises. Since oligopolistic industries does not have to communicate, at least in theory[13], to prevent competition in the interest of all undertakings involved, it is very difficult, in the light of the “Dyestuff-cases” and “Wood Pulp II”, for the commission to prove that the parallel behaviour is “designed to replace the risks of competition and the hazards of competitors’ spontaneous reactions”[14]. The fact of the existence of markets where “competition is limited and that, so long as undertakings make their decisions independently, that is not an offence under Article 101 TFEU”[15], leaves the commission with a very hard case, since the structure of the markets with oligopolistic industries can be explained with “concerted practice”, as in the “Dyestuff-cases”, but also with legal actions in order to meet the needs to succeed on the market. This means that Art. 101 TFEU is not effective dealing with oligopolistic industries that are insufficiently competitive.
An alternative to the prohibition in Art. 101 TFEU is to establish abuse of a dominant position by “one or more undertakings” under Art. 102 TFEU. The first problem with Art. 102 TFEU in relation to oligopolistic industries is that most undertakings will not have a market share above 40%, and it is unlikely that the undertaking would be found in a dominant position with a smaller market share[16]. The commission tried to change the narrow interpretation[17] of “one or more undertakings”, which was done by the Court of First Instance (CFI), known as the General Court (GC) after the Treaty of Lisbon, in the case known as “Italian Flat Glass”[18]. The Court of First Instance held that two independent entities could hold a dominant position, and states that: “this could be the case, for example, where two or more independent undertakings jointly have, through agreements or licences, a technological lead affording them the power to behave to an appreciable extent independently of their competitors, their customers and ultimately of their consumers.”[19]. This was thought to mean, even though it is an example, that there has to be a legal connection between the undertakings in order to establish a collective dominant position. In Almeno v Energiebedrijf IJsselmij NV the ECJ held that: “in order for such a collective dominant position to exist, the undertakings in the group must be linked in such a way that they adopt the same conduct on the market”[20]. In Gencor v. Commission it is made clear that a link can be established in an oligopoly through interdependence between two undertakings, where they ”align their conduct in the market, in particular in such a way as to maximise their joint profits by restricting production with a view to increasing prices”[21], and it gives a description of the needed link, mentioned in the Almeno-case, clarifying that it did not necessarily have to be of a legal character. In reality, however, it seems like a legal-link is the only connection strong enough to establish a collective dominant position[22]. What the impact of the description of the link will be in relation to Art. 102 TFEU is a difficult to answer, but it is a fact that it is very difficult for the commission to prove, as showed above, through economic analysis that the conduct on the market is because of coordinated effects as abuse of collective dominant position and not the principles of market economy. This means that Art. 102 TFEU is not effective dealing with oligopolistic industries that are insufficiently competitive.
The EC Merger Control Regulation (ECMCR) has been used in order to deal with oligopolistic industries, where a collective dominant position was found to be within the scope of the MCR[23]. This was subject was further clarified by the Gencor-case, mentioned above, which made it clear that “the concept of collective dominance was the same under Article 102 TFEU and the MCR” [24], which was the case because of the way the CFI referred to the case of “Italian Flat Glass”[25]. The idea was that if a merger would create coordinated effects on the market, it should be blocked. This was the case with the agricultural company “Kali und Salz”, in which the ECJ blocked a merger with Mitteldeutsch, after an interpretation of the ECMCR based on the “purpose and general structure”[26]. What was necessary to establish a collective dominant position was not clarified before the ECJ created, through case law[27], an “economic assessment of the connecting factors and the structure of the market in question”[28], to decide whether collective dominance existed in the oligopoly. In Airtours v Commission, where the merger was blocked, the ECJ laid down three conditions in this assessment to establish collective dominance[29]: 1) the undertakings had to be able to monitor the behaviour on the market, 2) the situation had to be stable over time and 3) parties outside the oligopoly “would not jeopardise the results expected from the common policy”[30]. In Bertelsmann and Sony v Impala and Commission the conditions in the assessment was clarified. In this case the CFI did not make an analysis of the market transparency[31], which is condition number 1, and this led to critique from the ECJ[32]. It is very difficult for the commission to establish all three conditions in the assessment mentioned above. The ECMCR has not proven itself effective in dealing with oligopolistic industries with insufficient competition.
This essay shows the problems the European Union is facing in relation to oligopolistic industries that are insufficient competition. There is no effective means of dealing with insufficient competition in oligopolies. Art. 101 TFEU was not effective, since it is hard for the commission to prove, by making an analysis of the market as a whole, that parallel behaviour was concerted practise. Art. 102 TFEU was not effective either, since the involved undertaking will not have 40% market share, why collective dominance has to be established. It has proved to be very difficult for the commission to prove the collective dominance, through the economic analysis required, is because of coordinated effects as abuse of collective dominant position and not the principles of market economy. So far the only abuse of collective dominant position established, outside the ECMCR, has been in cases with a legal link – and even though this is not required as mentioned above, there is no example of a non-legal link[33]. Structural remedies, such as merger control, do not solve the problems in relation to already established oligopolies with insufficient competition, and the ECJ has proved to be quite reluctant to block mergers on the grounds of collective dominant position. In the future it might be clarified what the 3 conditions, in relation to establish a collective dominant position, means in depth. The conclusion is that the European Union does not have effective means dealing with oligopolistic industries that are insufficient competitive.
The Treaty on the Functioning of the European Union
The Treaty of Lisbon
The EC Merger Control Regulation
European Union
Case 48/69 ICI v Commission [1972] ECR 619
Case 54/69, SA française des matières colorantes v. Commission , ECR 1972
Case 85/76 Hoffmann-La Roche v Commission [1979] ECR 461
Case C-95/04P British Airways v Commission [2007] ECR U-2331
Case C-393/92 Almelo v Energiebedrijf IJsselmij NV [1994] ECR I-1477
Case C-413/06P Bertelsmann and Sony v Impala and Commission [2008] ECR I-4951
Cases C-68/94 and 30/95 France v Commission [1998] ECR I-1375
Cases C-89, 104, 116, 117, 125, 129/85, Ahlström, Osakeyhtiö and others v. Commission
Cases C-395 & 396/96P Compagnie Maritime Belge Transports (CMBT) [2000] ECR I-1365
Cases T-68, 77 and 78/89 Società Italiana Vetro (Italian Flat Glass) [1992] ECR II-1403
Case T-102/96 Gencor Ltd v. Commission [1999] ECR II-753
Case T-342/99 Airtours v Commission [2002] ECR II-2585
Nestlé/Perrier [1992] OJ L356/1
Graham, Cosmo (2010) “EU and UK Competition Law” (1st edition Pearson Education Limited, Essex, 2010)
Chamberlin, Hastings Edward (1933) “Theory of Monopolistic Competition” (Cambridge, Mass, 1933)
Robinson, Joan (1933) “The Economics of Imperfect Competition” (London, 1933)
Stigler, Joseph George – “A Theory of Oligopoly” The Journal of Political Economy, Volume 72, Issue 1 (Feb., 1964).
Website 1: http://faculty.smu.edu/sroy/indorg06lec6.pdf – info on the Structure-Conduct-Performance Paradigm
Website 2: http://www.ogasun.ejgv.euskadi.net/r51-14000/es/contenidos/informacion/imformes_mercados/es_infomerc/adjuntos/090519%20ESTUDIO%20DISTRIBUCION%20COMERCIAL%20ENGLISH%20VERSION.pdf – Distribution of daily consumer goods: Competition, Oligopoly and Tacit Collusion -
Spanish Competition Law Tribunal p. 46
[1] See the theory of “monopolistic competition” Chamberlin, Hastings Edward – “Theory of Monopolistic Competition” and Robinson, Joan – “The Economics of Imperfect Competition”
[2] Website 1
[3] Website 2 – Distribution of daily consumer goods: Competition, Oligopoly and Tacit Collusion -
Spanish Competition Law Tribunal p. 46
[4] See Stigler, Joseph George – “A Theory of Oligopoly” The Journal of Political Economy, Volume 72, Issue 1 (Feb., 1964), p. 59
[5] Graham, Cosmo, p. 372 with reference to Competition Commission, Merger Investigation Guidelines (2003) at para. 3.35
[6] ICI v Commission and SA française des matières colorantes v. Commission
[7] Ibid
[8] Ibid. para. 66 and para. 53
[9] Ibid. para. 68 and 55
[10] Ibid. para. and para. 106
[11] Ahlström, Osakeyhtiö and others v Commission, paras. 66-72
[12] Graham, Cosmo, p. 375
[13] Ibid.
[14] ICI v Commission para. 119 and SA française des matières colorantes v. Commission para. 106
[15] Graham, Cosmo, p 375
[16] Ibid., p. 123 with reference to the OFT (n, 26), para. 2.12 – the only exception is in Case C-95/04P British Airways v Commission [2007] ECR U-2331 with a market share one year on 39,7%
[17] Hoffmann-La Roche v Commission, para. 39
[18] T-68, 77 and 78/89 Società Italiana Vetro (Italian Flat Glass) v Commission
[19] Ibid., para. 358
[20] Para. 42
[21] Para. 276
[22] Graham, Cosmo, p. 382
[23] Graham, Cosmo, p. 376 with reference to Nestlé/Perrier
[24] Ibid., p. 377
[25] Gencor v Commission, para. 273
[26] Cases C-68/94 and 30/95 France v Commission, para. 168
[27] Graham, Cosmo, p. 379 with reference to Gencor v Commission and Compagnie Maritime Belge Transports (CMBT)
[28] Ibid., p. 379
[29] Ibid., Cosmo p. 379
[30] Ibid., p. 379 with reference to Airtours v Commission, para. 62
[31] para. 123
[32] Bertelsmann and Sony v Impala and Commission, paras. 113 and 133
[33] Graham, Cosmo, p. 382
Ludvig Holberg, Alf Ross, Frederik Vinding Kruse og nyere jurister såsom Peter Germer, Vagn Greve, Hans Gammeltoft-Hansen, Isi Foighel og Bo von Eyben er repræsenteret på Wikipedia. Derfor fandt jeg det interessant at samle information om Max Sørensen, som jeg igennem mit jura-studie ved Aarhus Universitet er stødt på adskillige gange, og skabe en wikipedia-artikel om denne fremragende jurist:
Max Sørensen
Max Sørensen (19. februar 1913-11. oktober 1981), var en dansk jurist (dr.jur), professor ved Aarhus Universitet og den første danske dommer ved EF-domstolen. Han var søn af grosserer Jens Martin Sørensen (død 1949) og hustru Christophine Sørensen, født Poulsen, (død 1942) og gift med cand.jur Ellen Max Sørensen (død 2005), datter af generalmajor Carl Jacobsen.
Sørensen betragtes som en af de største danske jurister, og indenfor området den internationale beskyttelse af menneskerettigheder fremstår han som en af samtidens største eksperter på baggrund af sit praktiske arbejde og på grund af de dybtgående analyser af vanskelige fortolkningsspørgsmål. Ved ændringen af Grundloven i 1953 havde Sørensen væsentlig indflydelse på udformningen af Grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse. Herudover har Sørensen en omfattende videnskabelig produktion inden for områderne folkeret, statsret og menneskerettigheder, hvor ”Le Sources du droit international”, ”Statsforfatningsret” og redigeringen af ”Manual of Public Internatinal Law” fremstår som juridiske klassikere.
Karriere
Max Sørensen blev student i 1931 fra Vestre Borgerdydskole, og modtog i 1934 guldmedalje for sin besvarelse af Københavns Universitets prisopgave om betingelserne for traktaters afslutning. Efter erhvervelse af den juridiske embedseksamen i 1938 fra Københavns Universitet blev han ansat som sekretær i udenrigsministeriet (1938), hvorefter han gjorde tjeneste som attaché ved det danske gesandtskab i Bern (1943) og som legationssekretær ved det danske gesandtskab i London (1944). Herefter blev han fuldmægtig i Udenrigsministeriet. I 1946 erhvervede Sørensen den juridiske doktorgrad på afhandlingen ”Les Sources du Droit International”, som blev udarbejdet sideløbende med arbejdet for Udenrigsministeriet. I 1947 blev Sørensen udnævnt som professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet, som 34-årig, hvor han var ansat indtil 1972. Sørensen var medlem af De forenede Nationers kommission for menneskerettigheder 1949-51 og formand for dennes underkommission til beskyttelse af mindretal 1954-56, medlem af Den europæiske menneskeretskommission fra 1955-72 og dens præsident fra 1967-72, udenrigsministeriets rådgiver i folkeret fra 1956, medlem af den internationale stående voldgiftsret i Haag fra 1956, dansk repræsentant i forskellige juridiske udvalg under FN og Europarådet, har forelæst ved Académie de Droit International (Haag 1952) og medlem (Associé) af Institut de Droit International. Sørensen var ad hoc-dommer ved den internationale domstol i Haag ved behandlingen af sokkelgrænsen i Nordsøen fra 1968-69. Efter folkeafstemningen i Danmark i 1972 vedrørende medlemskab af EF, det senere EU, tiltrådte Sørensen stillingen som den første danske dommer ved EF-Domstolen fra 1973-79. Sørensen fungerede som dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 1980-81.
Statskundskab
Max Sørensen var idémanden bag oprettelsen af et nyt universitetsstudium; statskundskab, da han var blevet inspireret af et lignende studie oprettet i Sverige. Idéen startede i 1949, hvor han indviede Troels Fink og Theodor Geiger i idéen, og Statskundskab blev etableret som et studie ved Aarhus Universitet i 1959 med to professorater.
Max Sørensens mindefond
Legatet blev oprettet i 1991, men først efter Ellen Max Sørensens død i 2005, kunne Mindefonden begynde sin virksomhed. De midler som legatet afkaster, skal efter bestyrelsens valg tilfalde en eller flere lovende yngre jurister til brug for videnskabelige studier i ind- eller udland. Ansøgere med tilknytning til offentlig ret, fortrinsvis folkeret, og afgangseksamen fra Aarhus Universitet har fortrinsret til legatet. Området omkring studenters mulighed for at komme på studieophold i udlandet var noget der optog Sørensen stærkt, og derfor er det helt i hans ånd at Mindefondens midler anvendes til dette formål.
Æresbevisninger
Max Sørensen accepterede kun sjældent de æresbevisninger han blev tilbudt, men modtog Fortjenstmedaljen i guld. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Kiel Universitet i 1964 og æresdoktor ved Strasbourg Universitet kort før sin død i 1981.
Anekdoter
Sørensens ansættelse som dommer ved EF-domstolen medførte et betydeligt følge af personale. Det siges at Sørensen foretrak at cykle, og at hans chauffør derfor stort set ikke lavede andet end at pudse bilen. Under ansættelsen i Århus cyklede han dagligt mellem boligen i Risskov, i den nordlige del af Århus, til Universitetet. Dette var ligeledes tilfældet mellem EF-domstolen og boligen i Luxembourg, indtil fysikken ikke længere gjorde dette muligt i de sidste år. Sørensen var ligeglad med at de øvrige EF-dommere fandt det under embedets værdighed at cykle.
Kort beskrivelse af forfatterskab
For en fuldstændig fortegnelse over offentliggjorte værker se bibliografien udarbejdet af bibliotikar ved Aarhus Universitets juridiske bibliotek, cand.jur Karl Georg Schmidt, i Ellen Max Sørensens Bibliografi om Max Sørensen.
Litteratur
Ellen Max Sørensen, Max Sørensen, Aarhus University Press, 1988. ISBN 87-7288-194-1
Du kan se wikipedia artiklen her
I forbindelse med mine studier ved University of Leicester har jeg udarbejdet dette øvelses essay, som undersøger begrebet “undertaking” i art. 101, 102 og 106 TEUF.
Jeg har for noget tid siden besluttet mig for at indsende en besvarelse af CEPOS’ prisopgave vedrørende “Pres på retssikkerhed og frihedsrettigheder”. Opgaveteksten minder meget om Advokatrådets prisopgave, men omfanget er ikke det samme eftersom CEPOS har en begrænsing på 75.000 tegn (inkl. mellemrum), mens komiteen for Advokatrådets opgave forestiller sig en besvarelse på 150-200 sider. Det siger sig selv at dette giver nogle udfordringer i forhold til at afdække et så stort område på kun 75.000 tegn – men under alle omstændigheder får jeg en indsigt i området omkring “retssikkerhed og frihedsrettigheder” som jeg kan tage med mig videre. Jeg poster dette indlæg her på bloggen fordi jeg har brug for “at blive holdt i ørerne” i forbindelse med afslutningen af opgaven så den kan blive afsendt.
Under alle omstændigheder vil jeg offentliggøre opgaven her på bloggen når CEPOS har fundet en vinder – uanset hvad resultatet bliver.
Opgaveteksten er som følger:
Begrebet injurieturisme, internationalt kendt som libel tourism, blev opfundet af Geoffrey Robertson QC, som er en australsk menneskerettigheds-advokat. Det første sagsanlæg blev foretaget af russeren Boris Berezovsky imod det amerikanske magasin Forbes. Forbes tabte sagen, og resten er historie. Arabiske rigmænd og kendisser fra hele verdenen tager på injurie-rejse til England.
Efter Thøger Seidenfadens forlig med den berygtede advokat fra Saudi-Arabien Faisal A. Z. Yamani, har der været stor opmærksomhed på begrebet injurieturisme i den danske presse.
Problemet har sin rod i, at det er frygteligt dyrt at føre en injurie retssag i England. Det er i pressen blevet nævnt at der tages 600 pund i timen hos advokatfirmaer som Schillings, og sagerne skulle være helt op til 100 gange så dyre at føre i England i forhold til Danmark. Dette skyldes udover den dyre gage til advokatbistand at der også skal være såkaldte ”barristers” til stede under sagen. Det er således ikke blot et evt. erstatningskrav der skræmmer, men derimod de enorme omkostninger for at føre sagen. Selv hvis en sag vindes vil alle omkostningerne til sagen ikke blive dækket af den tabende modpart, og derfor kan det tænkes at økonomisk svage parter er tvunget til at indgå et forlig, mens det for andre parter blot er det mest rentable i forhold til en afvejning af risikoen ved at føre sagen.
Jeg vil prøve at skitsere de forhold der gør sig gældende på området, og afsluttende komme med et par retspolitiske synspunkter.
Hvordan kan man anlægge sag udenfor sagsøgtes værneting?
Baggrunden for at det er muligt at anlægge en sag ved domstolene i England skal findes i domsforordningens artikel 5, stk. 3, som lyder således:
“En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå”
Det er således det faktum at der er solgt aviser i England, med indhold, som muligvis medfører erstatning, efter den noget mere lempelige engelske injurie-lovgivning, der gør at sagen kan anlægges på det sted hvor skadetilføjelsen er foregået.
Herved kan krænkelser der ikke er i strid med dansk lovgivning være erstatningspådragende ifølge engelsk injurielovgivning.
På baggrund af den Europæiske Arrestordre kan danskere overføres til andre EU-lande – der skal herudover vedtages en rammebeslutning i Folketinget inden d. 28. November 2010 som ligeledes får indflydelse på dette område.
Relevante sager
Hovedparten af injurie-sagerne når formentlig aldrig til domstolene, da mange er interesserede i at ende sagen ved forlig pga. de enorme omkostninger forbundet med en sag. Nedenfor gennemgås nogle eksempler på danske forlig, og herefter to meget omtalte sager i den engelske presse.
Kaupthing-sagen
Ekstra Bladet havde i en artikel skrevet at der foregik uregelmæssigheder i den islandske investeringsbank, hvorefter Kaupthing indgav en klage til det danske pressenævn, som afviste sagen. Herefter begav Kaupthing sig til de engelske domstole, da artiklen var offentliggjort på eb.dk, som også kan læses i England. Ekstra Bladet indgik et forlig, som eftersigende skulle være på omkring 2 mio. kr.. Redaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, indgik forliget, da han forventede at sagen kunne løbe op i 10-15 mio., og herudover risikoen for at betale erstatning.
Henrik Thomsen-sagen
Henrik Thomsen holdt et foredrag der varede 15 min. på Randolph Hotel i Oxford i 2008. Der var 30 europæiske radiologer til stede, og i foredraget blev kontraststoffet Omniscan kritiseret på grund af bivirkninger hos et fåtal af patienter svarende til ca. 1%. Producenten af Omniscan, GE Healthcare anlagde herefter injuriesag mod Henrik Thomsen i England.
Det hele ender dog i et forlig, da Henrik Thomsen anlægger injuriesag an mod et datterselskab til GE Healthcare, da han bliver kaldt en løgner på grund af sin påstand. Denne løsning er modig, og vil næppe virke mod de rige arabiske og russiske sagsøgere, da deres pengetank lader til at være godt fyldt op – de har ligeledes ikke samme problemer med offentlig omtale af medicinalprodukter som GE Healthcare havde.
Der kan læses mere om sagen her og her.
British Chiropractic Association anlagde injurie sag mod Simon Singh, efter at han havde kritiseret deres metoder i klummen “A “furious backlash” i avisen “The Guardian”.
Avisen støttede Singh, og var villige til at betale både for et forlig samt omkostningerne ved at føre sagen. BCA vandt i første omgang sagen, men Singh appellerede, hvorfor vi spændt venter på en afgørelse. I mellemtiden er sagen nærmest eksploderet i medierne, og ved høringen i Chief Lord Justice, Storbritanniens højeste juridiske embede, var der ifølge Frederik Stjernfelts artikel i weekendavisen (link nedenfor) nye boller på suppen.
Læs mere grundigt om sagen her.
Rachel Ehrenfeld udgav i 2003 bogen ”Funding Evil”, og hævde heri at Khalid bin Mahfouz sponsorerede terrorisme. Mahfouz anlagde, sammen med to familiemedlemmer, sag ved domstolene i England.
Ehrenfelds bog var ikke udkommet i England, men der var via internettet solgt i 23 eksemplarer, hvilket var nok til at de engelske domstole ville behandle sagen. Ehrenfeld fik en udeblivelsesdom, hvor domstolene dømte hende til at betale 1,5 mio. kr. til Mahfouz, sige undskyld og destruere alle eksemplarer af bogen.
Ehrenfeld sagsøgte herefter Mahfouz i Amerika, men domstolene i New York kunne ikke behandle sagen, og henviste til at lovgiver måtte agere hvis dette skulle være muligt. Herefter blev loven lavet om i staten New York, hvorefter flere andre stater fulgte efter.
Se high courts dom her
Kan skadetilføjelsen ske i en anden medlemsstat via internettet?
Spørgsmålet der herefter rejser sig i mange medier er hvorvidt det er muligt at anlægge en sag i en anden medlemsstat blot på grund af at der har været adgang til en hjemmeside med potentielt injurierende indhold. Dette er endnu ikke afklaret, da dette i sidste ende må afgøres af EU-domstolen. Englands fortolkning af domsforordningen, som synes noget lempelig, kan således ændres ved EU-domstolen. Sagen Olivier Martinez, Robert Martinez v. Société MGN LIMITED, som er et præjudicielt spørgsmål fra Tribunal de grande instance de Paris – France jf. EF-traktatens art. 234, vil give nogle svar på netop dette spørgsmål (C-278/09).
Det kan tilføjes at tv-stationen Al Arabiya blev sagsøgt af en tunesisk forretningsmand og oppositionspolitiker, Sheikh Rashid Ghannoushi, fordi de beskyldte ham for at finansiere terror i en udsendelse der blev distribueret via satellit-tv. Den tunesiske forretningsmand vandt sagen via en udeblivelsesdom, og blev tilkendt en erstatning på 165.000 £ svarende til 1.353.000 kr..
Herudover er Ehrenfeld sagen vel også relevant, da bogen ikke var udgivet i England, men blot blev solgt via webbutikker der var registreret i England. Det drejede sig om 23 bøger, hvilket viser hvor lidt der skal til før de engelske domstole vil behandle sagerne.
Amerikanske tendenser
I Amerika bliver der reageret på injurieturismen via love i mange forskellige stater samt repræsentanternes hus. Herudover bliver der arbejdet i kongressen på at vedtage Free Speech Protection Act of 2009, som vil betyde at amerikanske domstole som udgangspunkt ikke anerkender udenlandske injuriedomme. Lovgivningen I New York er kendt som “Rachels law”, da den er baseret på Ehrenfeld-sagen, som er gennemgået ovenfor. Den allerede gældende lovgivning i mange stater – og måske snart hele Amerika – betyder dog ikke at problemet er løst for amerikanske statsborgere. Ehrenfeld kan formentlig få store problemer hvis hun rejser ind i EU, og f.eks. Australien, da England er medlem af EU samt Commonwealth. Hvis dette sker vil Mahfouz formentlig pudse sine advokater på sagen, og forsøge at få eksekveret dommen.
Grunden til at sagerne ikke anlægges i Amerika skyldes det første tillæg til den amerikanske forfatning, som beskytter retten til frit at udøve religion, talefrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og ret til at gøre indsigelse.
Konklusion
Der rejser sig nogle problemer når personer med en bugnende bankboks kan true personer til at tie via injurieturisme. Et eksempel på dette er den saudiske rigmand Khalid bin Mahfouz der hidtil, i mindst 33 tilfælde, har lagt sag an mod personer der hævder at han financierer terrorisme. Problemet er ikke at Khalid bin Mahfouz kan anlægge sagen, men derimod at han af økonomiske årsager kan tvinge folk til at makke ret pga. systemets indretning. Uanset om sagerne vindes eller tabes vil et mindre blad/forlag/forfatter ikke have råd til at føre disse sager, og dermed kan gangstere, terrorister og andre personer med pengepungen i orden lukke munden på disse.
Der bør handles politisk i denne sag, da det ikke er holdbart at England bruges som kampplads for alverdens injurie-fejder. Selvom at EU-domstolen underkender Englands hidtidige fortolkning af domskonventionen vedrørende internettet, så vil der stadig være mulighed for at anlægge sag via domskonventionens art. 5, stk. 3 i forbindelse med salg af f.eks. bøger og aviser. Det er derfor nødvendigt at EU presser Jack Straw til at få ændret de engelske injurie-retsregler, da dette er en nødvendighed – både for englænderne og for resten af Europa. Jack Straw var i november 2009 ude i pressen med udmeldinger om store reformer af den engelske injurielovgivning, hvilket forhåbentlig vil løse problemet med injurieturismen. Herudover kan man fra politisk samt juridisk ekspertniveau overveje, hvorvidt det bør åbnes op for muligheden for at anlægge sag imod injurie-sagsøgere ,hvis der ikke er hold i sagen, ligesom det er gjort muligt i Amerika.
Forum-shopping er ikke et nyt begreb, og det bliver svært at forhindre medmindre man vil strømline verdens lovbøger, hvilket er en illusorisk og umulig idé. På et område som dette er det imidlertid nødvendigt at sætte ind, da der ikke blot er tale om en erstatning for misligholdelse af en kontrakt, men derimod ytringsfriheden. Når videnskabsmænd, med rette, føler sig truet af store firmaer, og derfor undlader at udtale sig kritisk om produkter og behandlingsmetoder er der grund til at råbe vagt i gevær. Det samme gælder journalister og forfatteres ret til undersøgende journalistisk vedrørende finansiering af terror.
Det skal afslutningsvis bemærkes at bl.a. Singapore, Irland, Frankrig og Australien alle kunne være evt. nye attraktive injurie-turistmål når England har fået styr på lovgivningen. Singapore nævnes i CIMA-rapporten om injurieturisme, da de har adopteret dele af den engelske retstradition på dette område. Adskillige internationale selskaber, herunder The Wall Street Journal, International Herald Tribune, Bloomberg og the Economist er alle blevet sagsøgt af regeringsmedlemmer når de citerede oppositionsmedlemmer – og “overraskende nok” har regeringen endnu ikke tabt en sag.
Links:
Rapport fra CIMA om libel tourism
Indledning
I forbindelse med undervisning på 3. år i Gomards Obligationsret del 2 udskrev underviseren en lille forelæsningskonkurrence omhandlende ”Tilbageholdsret i firmabiler i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør”. Jeg vil i denne artikel prøve at opsummere hvad jeg nåede frem til ved at klistre nogle debatindlæg sammen. Jeg undskylder derfor diverse mangler og mærkværdige afsnit.
Arbejdstagerens ret til at benytte et gode i en opsigelses- eller fritstillingsperiode
I tilfælde hvor arbejdstageren ikke kan benytte firmabilen i opsigelses- eller fritstillingsperioden har arbejdsgiveren krav på at få bilen udleveret. Heroverfor står den tilbageholdsret arbejdstageren vil kunne udøve hvis betingelserne herfor er opfyldt:
1) skyldigt krav mod arbejdsgiveren
2) besiddelse af genstanden
3) konneksitet.
En brugsret og en tilbageholdsret er to forskellige rettigheder. For at opnå en tilbageholdsret er det en forudsætning der består et skyldigt krav, mens dette ikke er nødvendigt hvis arbejdstageren påberåber sig en brugsret. Som jeg læser de relevante domme er der i U 1990.190 Ø og U 1996.575 V tale om henholdsvis anerkendelse af brugsret og påstand om en brugsret (som dog nægtes pga. bortvisningen). I U 1966.664 Ø, U 1995.376 Ø, U 2000.273 Ø og U 2007.2733 V er der imidlertid nedlagt påstand om tilbageholdsret. I 2000.273 Ø procederes der tilsyneladende principalt for at have brugsret til bilen og subsidiært at have tilbageholdsret – Landsretten kommer i sagen frem til at betingelserne for tilbageholdsret er opfyldt.
Det kan derfor virke som om at brugsretten og tilbageholdsretten sammenblandes noget i retspraksis?
Retstilstanden indtil 1990
Indtil 1990 var retstilstanden klar når arbejdstageren blev suspenderet eller fritstillet: Arbejdsgiveren kunne forlange bilen udleveret imod at betale den skattemæssige værdi af bilen i opsigelsesperioden. Dette blev anset som almindelig praksis, og central-organisationerne rådede de fleste af deres medlemmer til at udlevere bilerne (eller andre genstande) ved suspension eller opsigelse. Der er derfor ikke ført så mange sager om emnet.
Efter U 1990.190 Ø blev retstilstanden ændret, da en direktør principalt ønsker at benytte bilen i opsigelsesperioden og subsidiært ønsker en tilbageholdsret for et lønkrav. Som jeg læser sagen fik direktøren efter en konkret interesseafvejning brugsretten til bilen. Der siges således, som jeg læser det, ikke noget om konneksiteten mellem det skyldige krav og besiddelsen af genstanden, da det afgørende for direktøren er at han kan bruge bilen – eller få penge til en helt ny bil, og ikke at tilbageholde bilen for at få indfriet lønkravet.
U 1996.575 V – kærende havde krav på at få bilen udleveret.
Ved bortvisning ophører ansættelsesforholdet – uanset om bortvisningen er uberettiget eller ej. Hermed ophører lønudbetalingen og deraf principielt også retten til fri bil som lønandel ligeså jf. U.1990B.353. Dette er netop hvad U.1996.575 V viser, da bortvisningen medfører at ansættelsesforholdet er ophørt, og dermed er grundlaget for benyttelsen af bilen ophørt. Vestre Landsret følger ikke Århus Fogedrets kendelse, som finder at funktionæren bør stilles som om han var opsagt pga. en formodning om at bortvisningen var uberettiget. Vestre Landsret kommer til et andet resultat: ”Ved den skete bortvisning er ansættelsesforholdet bragt til ophør, og grundlaget for indkæredes fortsatte besiddelse og benyttelse af bilen er dermed bortfaldet.”. Hvis der kan opnås dom for at bortvisningen er uberettiget kan funktionæren kræve erstatning for at have ”mistet” retten til at bruge bilen. Denne afgørelse kan således ikke anses som en underkendelse af den interesseafvejning der fandt sted i U 1990.190 Ø (som fogedretten i sagen i øvrigt henviser til) – forskellen ligger derimod i afskedigelsesmåden. Der er således ikke tale om nogen form for forskel mellem landsretterne, da dommens resultat skyldes at der er tale om en bortvisning.
Arbejdstagerens ret til at tilbageholde et gode i en opsigelses- eller fritstillingsperiode
Hvor U 1990.190 Ø og U 1996.575 V er sager der ikke vedrører tilbageholdsret er sagerne nedenfor derimod relevante i denne sammenhæng.
U 2000.273 Ø – tilbageholdsret anerkendt.
Direktøren blev fritstillet. Der forelå ingen aftale om hvad der skulle ske med firmabilen, og spørgsmålet om adgang til at udøve tilbageholdsret i bilen blev ikke anset for reguleret i direktørkontraktens § 4. Bilen blev overvejende brugt til privat kørsel. Direktøren havde tilbageholdelsesret i bilen.
U 1966.664 Ø – tilbageholdsret nægtet
Direktøren blev fritstillet. Østre Landsret begrunder afvisningen af tilbageholdsretten således: ”Vedrørende spørgsmålet om tilbageholdsret i den omhandlede folkevogn bemærkes, at appellantens besiddelse af denne alene var en følge af den ham tillagte ret til fri befordring under hans tjeneste som direktør, herunder fra bopæl til tjenestested, således at vognen ved ansættelsesforholdets ophør skulle tilbageleveres selskabet som ejer af vognen. Under disse omstændigheder findes appellantens lønkrav i boet ikke at stå i et sådant forhold til hans besiddelse af vognen, at betingelserne for tilbageholdsret i vognen kan anerkendes.”. Østre Landsret kommer frem til at direktøren ikke havde fuld råderet over bilen, men kun kunne bruge den i erhvervsmæssig henseende. Der er ikke en sådan konneksitet mellem besiddelsen og lønkravet i boet, og derfor er der ingen tilbageholdsret i firmabilen.
U 1995.376 Ø – tilbageholdsret anerkendt.
Der fandtes at være et skyldigt krav, direktøren havde bilen i besiddelse og at der var konneksitet imellem disse. Sagen minder om meget om U 200.273 Ø. I ”direktørens” procedure siges der: ”Da kravet om fri bil udgør en del af lønnen, foreligger den fornødne konneksitet. Rådighed over fri bil kan ikke ligestilles med fri befordring, som den af rekvirenten anførte dom omtaler (U 1966.664 Ø).”.
U 2007.2733 V – tilbageholdsret nægtet.
På baggrund af den sparsomme tekst og forklaring i dommen er det umiddelbart svært at redegøre for hvordan Vestre Landsret når frem til dommens resultat. Det er kun feriepengene der bliver betalt tilbage, og der eksisterer således stadigt et skyldigt krav.
Denne sag står således i kontrast til U 1966.664 Ø, da resultatet bliver det samme, mens rådigheden er forskellig.
Her følger nogle mulige forklaringer på dette:
1) Det er svært at se hvilken rådighed F havde over bilen – fogedretten kommer frem til ”at F har haft rådighed over bilen, siden han som tidligere ejer af aktierne i rekvirenten indkøbte den til rekvirenten”. Landsretten afsagde i kendelsen at der ”er ikke den fornødne konneksitet mellem indkæredes mulige krav på betaling af løn i opsigelsesperioden og på betaling af godtgørelse for uberettiget opsigelse og indkæredes besiddelse af bilen”. Det er derfor spørgsmålet om F – som tidligere var ejer af aktierne i M, har haft en sådan rådighed over bilen som direktørerne i de andre domme? Det kunne vel tænkes at et firma som ”Multimedia-Experten A/S (Direct-Computers A/S)” kunne have en firmabil der kunne bruges af flere i firmaet?
Samtidig er det ligeledes et krav at bilen var i F’s besiddelse senest samtidig med kravets forfaldstid.
2) Var der overhovedet et reelt krav om løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse for uberettiget opsigelse? Jeg har tænkt over hvorfor Landsretten nævner at F’s ansættelsesforhold hos M er ophørt; det nævnes i dommen at F er fratrådt (solgte aktierne i firmaet til virksomheden SHG – hvorefter han fratrådte sin stilling) – hvis F selv fratræder sin stilling er det vel ikke muligt at få løn i opsigelsesperioden? Ligeledes kan man ikke få godtgørelse for uberettiget afskedigelse – hvilke forhold der reelt er tale om er umuligt at læse ud af dommen. Det er imidlertid mærkeligt at Landsretten nævner at ansættelsesforholdet er ophørt, hvorefter resultatet begrundes med konneksitetsproblemer – på denne måde bliver det jo netop ligegyldigt at ansættelsesforholdet er ophørt.
Et skyldigt krav skal sandsynliggøres, og det er jf. bl.a. U 1995.376 Ø og U 2000.273 Ø fastslået at der er konneksitet mellem kravet og besiddelsen hvis der kan sandsynliggøres et sådant krav. Jeg er opmærksom på at Landsretten begrunder dommen med konneksitetsproblemer, men kan det ikke tænkes at der i virkeligheden er tale om at det skyldige krav ikke er sandsynliggjort? Pia Moltke Jensen skriver i U 2008B.193: ”Var kravet ikke sandsynliggjort, skulle tilbageholdsretten have været afvist med den begrundelse, at der ikke var noget skyldigt krav. Afvisningen skulle ikke have været begrundet i konneksitetsbetragtninger. Lignende betragtninger gør sig formentlig gældende for så vidt angår det mulige krav på godtgørelse for uberettiget opsigelse. Her kan der argumenteres for, at kravet (godtgørelsen) er en standardiseret erstatning for en mistet pengeydelse. Og R’s pengeydelse i henhold til ansættelsesforholdet vil som udgangspunkt altid være konnekst med en eventuel besiddelse af genstande overladt denne i forbindelse med ansættelsesforholdet, forudsat at R har en selvstændig besiddelse over genstanden.”.
Det er nok ikke muligt at nå frem til et fyldestgørende svar, men jeg synes at det er tvivlsomt at lægge sig fast på at der i denne dom er tale om en praksisændring, da der ikke er oplysninger nok om sagens reelle forhold til at afgøre dette. Landsretten begrunder resultatet med at der ikke er konneksitet mellem (mulige) skyldige krav og besiddelsen. Dette kan skyldes at 1) besiddelsen ikke er til stede senest samtidig med kravets forfaldstid, 2) rådigheden over bilen ikke havde karakter af firmabil med ret til fri afbenyttelse (evt. skulle bilen bruges af de andre medarbejdere i den lille virksomhed (internethandel med elektronik – 9 fuldtids- og 4 deltidsansatte)). Hvis dette er tilfældet er der ikke tale om en praksisændring jf. U.1966.664 Ø. Pia Moltke Jensen ”kan ikke” bruge denne argumentation i U.2008B.193, da hun har afskrevet det snævre konneksitetsbegreb og i stedet er tilhænger af et udvidet konneksitetsbegreb. Det kunne dog tyde på at det i virkeligheden er tvivlsomt om et krav er sandsynliggjort, da F er fratrådt og måske ikke har et reelt krav på noget som helst, og at der er derfor at Landsretten nævner at F’s ansættelsesforhold er ophørt?
Der kunne også foreligge en reel praksisændring.
Analyse af sagerne
For at undersøge hvad der kunne være grunden til at afgørelserne ender med forskellige resultater må det undersøges hvad der adskiller de afgørelser hvor betingelserne for tilbageholdsret er opfyldt fra de afgørelser hvor betingelserne ikke er opfyldt.
I U.1990.190 Ø, U 1995.376 Ø, U 2000.273 Ø og U.2007.2733 V er arbejdstagerne i ansættelseskontrakten tillagt retten til rådighed over fri bil – herunder privat kørsel. Dette betyder at bilen har tættere forbindelse til arbejdsvederlaget – bilen er i hvert fald en større del af lønnen end hvis den kun kunne benyttes i tjenesteøjemed. ”Dermed er der en nær sammenhæng mellem det skyldige krav, som der øves tilbageholdsret for, og det der udøves tilbageholdsret over, idet både krav og besiddelse kan betragtes som to sider af samme sag.
Heroverfor står U 1966.664 Ø. Her er der kun aftalt ret til fri befordring – herunder kørsel fra arbejde til bopæl. Besiddelsen er derfor kun en ringe del af arbejdsvederlaget (pengeydelsen). Bilen er her en ringe del af arbejdsvederlaget, og nærmere et arbejdsredskab som skal benyttes for at udføre realydelsen.
Konklusion
Jeg vælger at se bort fra sagen U 2007.2733 V, da sagens ringe begrundelse ikke giver grundlag for nogen egentlig diskussion.
Der er således en tættere forbindelse mellem besiddelsen og kravet (konneksitet) i afgørelserne hvor bilen kan bruges privat, end i sager hvor bilen kun kan bruges i forbindelse med tjenesten. Hermed kan det synes som om at den fjerne sammenhæng mellem besiddelse og krav, som findes i U 1966.664 Ø ”ikke generelt i arbejdsforhold vil være tilstrækkeligt til at kunne statuere konneksitet; med andre ord [hersker der] et snævert konneksitetsbegreb i arbejdsforhold.
Jeg tror ikke at der er tale om at der er uenighed mellem Landsretterne, men derimod at det afgørende i konneksitetsvurderingen på netop dette område er om ansættelsesaftalen indeholder en ret til firmabil der kan bruges privat ctr. en ansættelseskontrakt som kun indeholder ret til tjenestemæssig befordring.
Argumentet om at der er tale om en konkurssituation i U 1966.664 Ø kan jeg sagtens følge – og det er også det Pia Molkte Jensen skriver i hendes afhandling – men hun skriver også på s. 250 at ”det er åbenbart, at der ikke er fuld belæg for ovenstående opfattelse af U 1966.664 Ø” (samt 3 andre domme der henvises til). Det fremgår nemlig ikke direkte af 66-afgørelsen at sådanne overvejelser var afgørende for dommens resultat. Og jeg vil derfor ikke tilslutte mig hendes ”nye vinkel” på tingene som bevæger sig væk fra de forfattere hun henviser til på s. 245 (hvem de så end helt præcis er?) – hun bruger en norsk afgørelse (RG 1998.28) som inspiration, da det her netop bruges som et argument at: ”det ville stride mod konkurslovens system, at en eneaktionær og daglig leder af firmaet – med et ikke-prioriteret lønkrav – kunne omgå reglerne ved at tildele sig en firmabil eller et andet gode, som kunne tjene som sikkerhed for et uprioriteret krav mod boet”.
I mine øjne er det afgørende i 66-dommen at direktøren ikke havde adgang til at bruge bilen uden for arbejdet – hvilket der var muligt i de andre (lignende) sager. Landsrettens ord: Vedrørende spørgsmålet om tilbageholdsret i den omhandlede folkevogn bemærkes, at appellantens besiddelse af denne alene var en følge af den ham tillagte ret til fri befordring under hans tjeneste som direktør, herunder fra bopæl til tjenestested, således at vognen ved ansættelsesforholdets ophør skulle tilbageleveres selskabet som ejer af vognen. Under disse omstændigheder findes appellantens lønkrav i boet ikke at stå i et sådant forhold til hans besiddelse af vognen, at betingelserne for tilbageholdsret i vognen kan anerkendes.” underbygger i mine øjne netop min påstand.
Men, som Pia Molkte Jensen skriver: ”[Er] det klart, at det er op til retspraksis at få nærmere præciseret, hvad der specifikt ligger i konneksitetsbegrebet indenfor arbejdsretten”.
I U 1995.376 Ø udtaler Landsretten: ”Da kravet om fri bil udgør en del af lønnen, foreligger den fornødne konneksitet. Rådighed over fri bil kan ikke ligestilles med fri befordring, som den af rekvirenten anførte dom omtaler (U 1966.664 Ø).”. I mine øjne viser dette at der er en nær sammenhæng mellem skyldigt krav (i denne dom løn samt feriepenge) og besiddelsen af bilen (da denne er et lønaccessorium). Heroverfor står så 66-afgørelsen, hvor direktøren ikke har den samme besiddelse som i 95-dommen. Altså findes der et snævert konneksitetsbegreb på dette område.
Kilder
Forhold i opsigelsesperioden – Af Partner Helene Amsinck, Kromann Reumert, 22. november 2006 (Uddrag af artiklen “Opsigelse”).
U.1990B.353 – Af Landsretssagfører H. G. Carlsen
Tilbageholdsret – Af Nana Louw og Tina Thomsen (s. 72-75)
Konneksitet – forskellige aspekter af modregning og tilbageholdsret – Pia Moltke Jensen (s. 234-251)
U.2008B.193 - Af Pia Molkte Jensen
Jeg blev inviteret til at deltage i en Facebook-gruppe med navnet ”Støt Lars’ kamp mod DR-licens”. Min umiddelbare tanke var at der var tale om en politisk kamp, og på trods af at jeg mener licensen bør financieres igennem skatteopkrævningen, fremfor licensopkrævning, tilsluttede jeg mig ikke gruppen. Senere på dagen fik jeg endnu en invitation, og jeg undersøgte derfor sagen:
En ung mand ved navn Lars undlader at betale licens, på trods af at han har et tv med tuner, og dermed er omfattet af personkredsen der er licenspligtig jf. radio- og fjernsynslovens § 69. På trods af dette vælger Lars at undlade at betale, og er i stedet begyndt at sende en strøm af emails afsted til ansatte i Danmarks Radio. Denne kamp er patetisk og ligegyldig i mine øjne, da den er dømt til at mislykkedes. Der er tale om et politisk spørgsmål, som skal ændres politisk – dette gøres ikke ved at nægte at følge loven. Sagen ender ved domstolene, som sørger for at pengene i sidste ende bliver inddrevet – og så må man håbe at alle omkostningerne til sagen bliver placeret hos Lars. Der er i skrivende stund over 10.000 mennesker der har meldt sig ind i denne gruppe for at støtte Lars’ kamp mod systemet (DR) – og argumenterne i gruppen er da ligeledes af svingende kvalitet – nogle gør mig endda direkte oprørt og vred. At sammenligne en ”ret” til at undlade at betale licens med Nürnbergprocessen er forkastelig. Men denne horible argumentation satte nogle tanker igang, og jeg vil nedenfor lufte nogle tanker vedrørende begrebet ”Civil ulydighed”.
1. Civil ulydighed
Første gang begrebet “Civil ulydighed” dukker op er I Essayet “ Resistance to Civil Government” (også kendt under titlen ” On the Duty of Civil Disobedience” eller den danske titel ”Civil lydighedsnægtelse” red.) af Henry David Toreau. Heri fremføres en kritik imod flertallets og statens begrænsninger i individets ret til at råde. Toreau blev inspireret til essayet, mens han sad i spjældet i 1846, fordi han havde nægtet at betale sin militærskat. Thoreau var imod krigen mod Mexico, da han anså denne for en ekspansionskrig, og accepterede derfor ikke princippet om at borgerne bør følge og overholde alle love. Du kan finde hele essayet nedenfor.
Thoreau er interessant læsning fordi han kommer med nogle interessante pointer mange gange igennem essayet bl.a. her:
”Unjust laws exist: shall we be content to obey them, or shall we endeavor to amend them, and obey them until we have succeeded, or shall we transgress them at once? Men, generally, under such a government as this, think that they ought to wait until they have persuaded the majority to alter them. They think that, if they should resist, the remedy would be worse than the evil. But it is the fault of the government itself that the remedy is worse than the evil. It makes it worse. Why is it not more apt to anticipate and provide for reform? Why does it not cherish its wise minority? Why does it cry and resist before it is hurt? Why does it not encourage its citizens to put out its faults, and do better than it would have them? Why does it always crucify Christ and excommunicate Copernicus and Luther, and pronounce Washington and Franklin rebels?”
Det var en anden tid, da Thoreau levede – og problemerne helt anderledes end dem vi står overfor i dag (i hvertfald på nationalt plan). Begrebet civil ulydighed er defineret hos Wikipedia Danmark således:
” Civil ulydighed betyder aktivt at bryde visse love, krav og beordringer fra regeringer eller okkupationsmagter uden at gribe til fysisk vold og efterfølgende acceptere konsekvenser som blandt andet kan medføre straf i henhold til gældende love, landsforvisning og andet.”
Problemet ligger således i at borgere ikke følger loven. Man kan spørge sig selv om dette er et problem, når der ikke ødelægges noget eller ydes vold (ellers er vi udenfor begrebet civil ulydighed). Det er et problem, da der, som f.eks. i sagen om Lars’ kamp mod DR, bruges oceaner af penge på at have personer i fængsel, sagsbehandle, politiaktioner og lignende eksempler. Hver gang Lars sender en mail afsted til DR koster det arbejdstimer – dette er ikke civil ulydighed – det bliver det først fordi Lars ikke vil betale sit udestående som han er forpligtet til jf. radio- og fjernsynslovens § 69. Hvis man sætter dette på spidsen tvinges du og jeg til at betale for dele af prisen for denne civile ulydighed – det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, da jeg er mere interesseret i at statskassens penge bruges på mere fornuftig vis.
2. Den Radbruch’ske formel
I forbindelse med retslære eksamen på 3. semester stødte jeg på den Radbruch’ske formel, som går ud på at gældende ret kan tilsidesættes i helt ekstraordinære tilfælde, og nedenfor følger et udpluk at opgaven. Jeg synes det er relevant at indbringe dette i indlægget på grund af sammenligningen mellem ”retten” til ikke at betale licens og Nürnbergprocessen – der er nemlig i mine øjne tale om to vidt forskellige ting. Jeg er selvfølgelig klar over at Lars’ henvisning til Nürnbergproccessen muligvis kun er for at provokere DR, men dette gør ikke sammenligningen mindre usmagelig i mine øjne. Der blev henvist til Radbruchs formel i Forbundsdomstolen (Bundesgerichtshof) i sagen vedrørende top-embedsmænd fra DDR der blev dømt for manddrab. Sagen blev anket til EMD, hvor anken blev afvist hovedsageligt på grund af at DDR krænkede internationale menneskerettigheder.
Gustav Radbruch var en stor kritikker af den retspositivistiske retsopfattelse. I et oprør mod positivismen skrev han ”Gesetztliches Unrecht und übergesetzliches Recht”, som fremlagde problemstillingen i at jurister var tvunget til at følge de uretfærdige nazistiske love. På dette tidspunkt var han ikke længere justitsminister i Weimarrepublikken, men derimod professor ved Universitetet i Heidelberg. Udtrykket ”den Radbruch’ske formel” blev brugt første gang i 1948 af Richard Lange.
”Den Radbruch’ske formel” forfatningsdomstolen refererer til går ud på at gældende positiv ret kan tilsidesættes i enkelte helt ekstraordinære tilfælde – tilfælde hvor moralen er tilsidesat på en så grov og modbydelig måde, at retfærdigheden bør vinde over den positive lov.
Den tyske Forfatningsdomstol (TF) refererer til Radbruch, da hans teori synes at være baggrunden for mange af de tidligere afsagte domme. Det påpeges ligeledes at Radbruchs formel er startskuddet til menneskerettighederne, der ifølge TF kan opfattes som en præcisering af Radbruchs formel. TF bruger princippet i Radbruchs formel til at sætte retfærdigheden over det strafferetlige legalitetsprincip.
Men en så løst formuleret teori der er baseret på en højere orden lider Radbruchs formel under mange af de samme svagheder som så mange andre naturretsteorier.
Når man refererer til begreber såsom retfærdighed og en højere ret er der en stor risiko for vilkårlighed. Radbruch pointerer hertil at det kun er i meget specielle tilfælde hans teori om tilsidesættelse af positiv ret kan bruges. På denne måde tages der delvist forbehold for de værste tilfælde hvor anklagede påberåber sig ”retfærdigheden” på trods af at de har brudt den positive lov.
Radbruchs kritik af positivismen er ikke ensbetydende med at han ønsker at erstatte den positive ret med naturretten, da borgerne har brug for retssikkerhed, men derimod ønsker han at forhindre at den positive ret kan indeholde uretfærdige grusomheder. Radbruch fremfører at ”retten må indeholde noget andet og mere” (RRR s. 41). Der findes således hos Radbruch en klar forbindelse mellem ret og moral, og ”hvor ligheden bliver nægtet plads i den positive ret, da der denne ikke bare urigtig ret, men i strid med rettens natur ” (RRR s. 41 jf. Radbruch, op.cit., s. 119). Dette står i stærk kontrast til den logiske positivist Hans Kelsens rene retslære. Hans Kelsen er dog umiddelbart ikke interessant at gå yderligere i dybden med i forbindelse med Radbruchs formel, da menneskerettigheder er stort set ubehandlet i hans forfatterskab (RRR s. 23). Den skandinaviske realist Alf Ross, som var stærk inspireret af Hans Kelsen, står ligeledes i stærk kontrast til Radbruch. Ross lagde ligesom Keldsen stor vægt på tvangsanvendelsen, og for ham var det ligegyldigt hvem der udøvede tvangen. Ross’ retsvidenskab tog udgangspunkt i hvordan retten ”er”, og ikke hvordan den ”burde” være. Sidstnævnte hørte i stedet under retspolitikken. Der var således hos Ross stor forskel på ret og moral i modsætning til Radbruch. TF tager Radbruchs teori til sig i den refererede dom, og vælger at det er muligt – efter forholdets natur – at vælge retfærdigheden frem for det grundlovssikrede strafferetlige legalitetsprincip.
Radbruchs formel kan opfattes som en nødbremse der kun må trædes på i helt specielle tilfælde. Mange gange op igennem historien har der eksisteret regimer der undertrykte borgerne ved hjælp af dybt uretfærdig og horribel lovgivning, som på ingen måde kommer i nærheden af at være retfærdig. Spørgsmålet er bare hvornår det er tilladt at benytte Radbruchs formel? Hvornår er det tilladt at tilsidesætte gældende positiv ret? Hvornår er noget ekstraordinært – hvor grove overskridelser skal der til før retfærdigheden bør vinde over den skrevne lov? I denne dom er der tale om en forsvarsminister og en viceforsvarsminister som har siddet med ved bordet hvor beslutningerne blev taget, men hvad med grænsevagten der formentlig ikke har haft noget andet valg end at skyde – kan man også i dette tilfælde bruge Radbruchs formel til at frarøve borgeren retssikkerheden i strafferettens legalitetsprincip? Det fornuftige i at straffebestemmelser der er knyttet til udemokratiske og menneskerettighedskrænkende stater kan fratages beskyttelsen i det strafferetlige legalitetsprincip synes acceptabelt vedrørende beslutningstagerne til denne uretfærdighed. Den almindelige soldat derimod. Ham som ikke tør gå imod strømmen af frygt for at miste livet. Han er ikke i samme situation som dem der sidder rundt om bordet, da der er meget kort vej fra oprør til halshugning i totalitære regimer. Derfor kan det synes noget urimeligt hvis man ville dømme en grænsevagt på samme måde som A og B blev det. Det bliver slået fast i afsnit (i) at ”den der retter sig efter sådanne forordninger og befalinger kunne efterfølgende straffes”, og hertil må de færreste, desværre, kunne svare at de ville gøre det ”rigtige” og dermed risikere sit eget liv (pointen er omtalt i RRR side 42). Dette synes i mine øjne uretfærdigt, og hvis der er den mindste tvivl om hvem der kan holdes ansvarlige for at have overtrådt den ophøjede retfærdighed – der siger at man ikke må sætte grænsekontrol højere end menneskeliv – er det så ikke problematisk at rykke retssikkerheden i GL artikel 103, § 2 væk under benene på borgerne der gjorde deres ”pligt”?
Det faktum at en vesttysk domstol tolker på DDR lovgivning kan også give anledning til nogle overvejelser ligesom den lettiske dommer hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Egils Levits, påpegede, hvorefter han giver en forklaring på at det eneste rigtige er at bruge demokratiske metoder til at fortolke med, da DDR domstole aldrig ville være kommet frem til det samme resultat som TF gjorde. Netop dette faktum at det ikke blev opfattet som ulovligt hos domstolene i det pågældende land må vel gøre en forskel for den almindelige borger/grænsevagt? Straffer man ikke uden skyld hvis en person der er blevet tvunget til at følge en ordre kan dømmes fordi ordren var af en sådan uretfærdighed at den levede op til begrebet ”materiel uret”. Ifølge forfatningsdomstolen er åbenbare forbrydelser imod menneskerettighederne ikke vilkårlig straf, og dermed kan grænsevagten dømmes – hvor den ophøjede retfærdighed befinder sig i dette kan være svært at få øje på – hvad var der mon sket med vagterne hvis de ikke havde fulgt loven? Dommen i STRELETZ, KESSLER AND KRENZ v. GERMANY, som ovenstående er skrevet om kan finde her.
3. Konklusion
Martin Luther King, Gandhi, generalstrejken i 1943, fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet og demonstranterne på den Himmelske fredsplads i Beijing er eksempler på tilfælde hvor jeg kan acceptere den civile ulydighed. I alle disse tilfælde stod der store ting på spil, og vi skal helt op i de her helt store spørgsmål før jeg personligt på nogen måde kan acceptere at nogen er ”hævet over loven”. Civil ulydighed er udryk for anarki og udemokratisk tankegang, og kan derfor kun komme på tale i tilfælde hvor demokratiet handler i modstrid med sit eget etiske grundlag. Hertil kan jeg henvise til en kronik af Kai Sørlander i Berlingske Tidende, som jeg kan tilslutte mig indholdet af – der er et link til kronikken nedenfor. Det er et problem at det er individet der kan gøre sig til dommer for hvad der er i strid med demokratiets etiske grundlag, da alt fra det at betale skat (og licens (!)) til at udvise indvandrere muligvis for nogle opfylder dette kriterium. Derfor må man i dag, i det samfund vi har fået opbygget, stole på de menneskerettigheder der er inkorporeret i dansk lovgivning samt vores grundlov, og undlade at misbruge et begreb som ”civil ulydighed” i en kamp imod opkrævning af licens og kampe for ungdomshuse. Hermed ikke sagt at der ikke skal være plads til en debat og demonstrationer – jeg vil forsøge at skrive et indlæg senere omkring den såkaldte ”lømmelpakke”, som der i mine øjne er knytter sig en del problemer til.
Henvisninger:
Resistance to Civil Government – On the Duty of Civil Disobedience
I forbindelse med Landskatterettens processpil 2009 for studerende ved Århus Universitet blev jeg introduceret for emnet ”brugte anparter”. Processpillets spørgsmål 2 vedrørte netop dette område. I bunden af indlægget findes klageskrift samt høringssvar som pdf-filer. Nedenfor følger en gennemgang af emnet:
1. Indledning
Det må først klarlægges præcist hvornår der er tale om ”brugte anparter”. Der er tale om ”brugte anparter” når anparterne tidligere har været ejet af en anden ekstern investor jf. definitionen af brugte anparter i SKM2008.390.SKAT pkt. 10. I denne skattemeddelelse anførte SKAT, at praksis for opgørelse af afskrivningsgrundlaget hidtil har lagt sig fast på, at køber af ”brugte anparter” kan medregne udgifter til udbyderhonoraret i afskrivningsgrundlaget for anparter i et ejendoms-investeringsprojekt.
Denne praksis er blevet anerkendt i Landsskatterettens kendelse af 21. oktober 2008 (SKM2008.984.LSR). Landsskatteretten kom i sagen frem til, at en investor af brugte anparter i et ejendomsinvesteringsprojekt kunne afskrive på hele sin andel herunder udbyderhonoraret, da der for hans vedkommende var tale om et videresalg og køb af brugte anparter.
SKAT tilkendegiver ligeledes i SKM2008.390.SKAT at de ”…. ikke [har] kendskab til afgørelser, hvor skattemyndighederne har nægtet investorer, der har købt brugte anparter, fuldt ud at afskrive på den aftalte købesum.” SKAT har status som en enhedsforvaltning, og således må dette citat fra SKM2008.390.SKAT antages at omfatte både offentliggjorte samt ikke-offentliggjorte afgørelser, samt antages at omfatte afgørelser fra SKAT som forvaltningsmyndighed, men også afgørelser fra samtlige klageinstanser.
Indlæggets formål er at belyse hvorvidt SKAT kan ændre den hidtidige praksis, samt hvad konsekvenserne af dette bliver.
2. Praksisændringen
Den hidtidige praksis jf. SKM.2008.390 har SKAT ændret med styresignalet af 14. april 2009 (SKM.2009.261.SKAT). Hvorefter udbyderhonorar ikke kan medregnes i anskaffelsessummen og dermed afskrivningsgrundlaget ved køb af ”brugte anparter”. Det fremgår af dette styresignal at baggrunden for denne praksisændring er, at SKAT mener at den hidtidige praksis har ført til en uhensigtsmæssig forskelsbehandling mellem investor 1 og investor 2. Investor 2 opnår herved, ifølge SKAT, et afskrivningsgrundlag der er væsentligt større end den første investors. Dette vundne afskrivningsgrundlag sker ifølge SKAT på bekostning af investor 1’s øgede avancebeskatningsgrundlag.
Eksempel:
Investor 1 og Investor 2 erhverver en anpart i K/S Bro, og kan ikke ifølge gældende ret medregne udbyderhonoraret i afskrivningsgrundlaget. Investor 1 og 2’s afskrivningsgrundlag er således købspris minus udbyderhonorar. Investor 5 erhverver en anpart i K/S Bro af investor 4 (anparten er blevet omsat en del gange siden – så der utvivlsomt er tale om en brugt anpart), og kan jf. den oprindelige praksis medregne udbyderhonoraret i afskrivningsgrundlaget. Investor 5’s afskrivningsgrundlag er således hele købesummen (dog kan der bl.a. ikke afskrives på grunden for nogen investor). Således er der forskel i Investor 1 og Investor 5’s afskrivningsgrundlag, udelukkende på baggrund af at Investor 5 har erhvervet en ”brugt anpart”.
Som begrundelse for den omtalte praksisændring henviser SKAT, udover ovenstående hensigtsmæssighedsvurdering, til to nye højesteretsafgørelser offentliggjort i SKM2008.465 og SKM2008.967.
Højesteretsdommen af 15. maj 2008 (SKM2008.465.HR) angik ikke en situation vedrørende ”brugte anparter”. Dommen omhandlede udgifter til markedsundersøgelser, advokat og revisor, som blev anset for fradragsberrettigede driftsudgifter for udbyderen af projektet. Det var ikke muligt for en senere investor at afskrive disse i medfør af Ligningslovens §§ 8 I og 8 J, idet udgifterne ikke var afholdt som led i dennes køb af anparterne. Denne dom vedrørte en formidlingssalgssituation og kan derfor ikke lægges til grund for ændringen af praksis i forbindelse med videresalg af ”brugte anparter”.
Højesteretsdommen af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR) omhandler ligeledes ikke en situation vedrørende ”brugte anparter”, men derimod et formidlingssalg, hvor honorar til udbyderen blev anset som en ikke-afskrivningsberettiget etableringsudgift. Afgørelsen er således i overensstemmelse med den sædvanlige praksis vedrørende opgørelsen af afskrivningsgrundlaget i formidlingssalgssituationer. At netop denne dom skulle danne baggrund for en praksisændring hos SKAT vedrørende ”brugte anparter” synes derfor bemærkelsesværdig, idet der er tale om en formidlingssalgssituation samt at dommen blot er en stadfæstelse af Vestre Landsrets dom af 3. november 2005 (SKM2005.450.VLR), som SKAT henviser til i SKM2008.390.SKAT.
Der foreligger således ikke andet end SKATs hensigtsmæssighedsvurdering til grund for praksisændringen.
Det er muligt for SKAT at ændre administrativ praksis hvis ændringen er 1) generel 2) saglig og 3) har hjemmel i lovgivningen. De første to krav er formentlig opfyldt, men det synes svært at finde hjemmel i lovgivningen til at beskatte en passiv investor for en ikke fradrags- eller afskrivningsberrettiget etableringsudgift, som refunderes af næste investor.
3. Konsekvenserne
Resultatet af SKATs praksisændring i styresignalet SKM2009.261.SKAT bliver, at Investor 3 og efterfølgende investorer lider et skattemæssigt tab. Efter den hidtidige praksis skulle investor opgøre sin anskaffelsessum for ejendommen som den fulde købesum for anparten. Efter praksisændringen ændres dette således, at Investor 3 ved et videresalg skal opdele salgssummen i en del der henføres til etableringsudgifter, og en del der henføres til købesummen for ejendommen. Der udløses således et skattemæssigt tab på ejendommen for Investor 3 i form af en avancebeskatning. Selv i situationer hvor salgsprisen er identisk med købsprisen vil den del af salgsprisen der udgør udbyderhonoraret blive anset for en avance, da købsprisen reelt vil være højere end andelens værdi.
Eksempel:
Investor 1, som har købt en andel til 100 kr., inden praksisændringen, ved et evt. salg skal opdele salgssummen i en del der henføres til etableringsudgifter, og en del der henføres til købesummen for ejendommen. Herefter udgør købesummen for ejendommen f.eks. 90 kr., mens de resterende 10 kr. udgør etableringsudgifter. Ved et salg til investor 2 til 100 kr. for andelen, vil investor 1, efter praksisændringen, blive avancebeskattet af 10 kr. eftersom andelen reelt kun har en værdi på 90 kr., men er blevet solgt for 100 kr.
Der er ikke hjemmel i skattelovgivningen til at beskatte en passiv investor for en ikke fradrags- eller afskrivningsberrettiget etableringsudgift, som refunderes af næste investor. At en etableringsudgift ”fortsætter” videre til næste investor, og derefter videre til næste investor er en nyskabelse i dansk skatteret.
4. Konklusion
Afgørelsen af hvorvidt et udbyderhonorar kan indgå i en investors afskrivningsgrundlag bygger på en grundlæggende sondring i dansk skatteret mellem på den ene side udgifter der kan afskrives eller fradrages, og på den anden side ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Højesteret udtaler i dommen af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR), at etableringsudgifter er udgifter ”som angår etableringen af den pågældende erhvervsvirksomhed, jf. Statsskattelovens § 6.” Spørgsmålet om fradragsretten skal således foretages i overensstemmelse med de skatteretlige grundregler om behandlingen af etableringsudgifter ifølge Statsskatteloven.
En virksomhed anses for etableret, når der er truffet beslutning herom, og når der er truffet objektive foranstaltninger i henseende til påbegyndelse af virksomheden. Der er således ingen tvivl om, at virksomheden K/S Manchester Towers III, ved den påtænkte erhvervelse af de brugte anparter, for længst er etableret, og at der således tale om indtræden i en igangværende virksomhed. Udbyderhonoraret til Phoenix Ejendomme A/S kan derfor ikke karakteriseres som en etableringsudgift.
Hverken ved køb af brugte ejendomsanparter eller ved køb af andre virksomheder, herunder køb af andele i interessentskaber, har man således praktiseret en retsstilling som den SKAT anfører i SKM.2009.261.SKAT. SKATs opfattelse er derfor i strid med de fundamentale skatteretlige principper i Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. En ændring af et sådant fundamenteret skatteretligt princip bør derfor ikke gennemføres uden en lovændring.
Det er beklageligt at SKAT ikke fører spørgsmål de er uenige i videre fra Landsskatteretten til domstolene når de som forvaltningsmyndighed ikke vælger at følge kendelserne afsagt af en overordnet myndighed.
Der er endnu kun afsagt en enkelt kendelse hos Landsskatteretten der belyser dette specifikke område, og det bliver derfor særdeles interessant at følge hvad udfaldet af sagen der er under forberedelse ved Østre Landsret (SKM2007.850.SR) bliver.
5. Processpil
Processpillet forløb således, at der i 1. runde skulle udarbejdes et klageskrift til Landsskatteretten som repræsentant for en borger. I 2. runde skulle der udarbejdes et høringssvar på baggrund af et af de andre holds klageskrifter. På baggrund af disse dokumenter blev vores hold udtaget til at procedere i Landskatteretten som repræsentanter for borgeren.
Sagen omhandlede 1) hvorvidt Maximilian Schwarz var omfattet af ”direktørreglen” i ligningslovens § 16, stk. 9 og 2) hvorvidt et udbyderhonorar i et K/S kunne medregnes i Maximilian Schwarz’ afskrivningsgrundlag hvis han erhvervede nogle ”brugte anparter” fra filantropen Claus Buch.
For interesserede kan vores klageskrift samt høringssvar findes som pdf-filer nedenfor. Både klageskriftet samt høringssvaret tilhører ophavsretligt Hold 3 bestående af Kåre Frøjk, Peter Lorentzen, Kristoffer Hedemand og jeg selv.
På 5. semester udarbejdes der et bachelorprojekt. Jeg valgte at skrive i statforfatningsret – mere specifikt om rettigheder, rettighedshavere og indgreb omfattet af beskyttelsen i Grundlovens § 73.
Opgaven lød:
Giv en redegørelse for hvilke rettigheder, rettighedshavere og indgreb der er omfattet af beskyttelsen efter Grundlovens § 73.
Opgaven:
1 Indledning og problemafgrænsning
Ejendomsretten er beskyttet efter GL § 73, og borgeren har dermed et værn imod statslig magtfordrejning. Beskyttelsen gælder for visse indgreb, som ellers kunne være foretaget på baggrund af almindelig lovhjemmel. Ejendomsretten kan kun frit reguleres ved lov og i medfør af lov under de betingelser der er i GL § 73. GL § 73, stk. 1 1. pkt. er blot en programerklæring, og rettighedshaveren har ikke uindskrænket ret til at handle og råde over ejendom. Således kan lovgivningsmagten f.eks. forhindre ejeren af en grund at anlægge et 10 etagers højhus. Der er tre forhold der skal opfyldes hvis der skal være tale om ekspropriation – disse forhold beskrives nærmere nedenfor. Situationer hvor disse betingelser ikke er opfyldt har karakter af fri regulering fra lovgivningsmagtens side.
Denne opgavebesvarelse omhandler hvilke rettigheder, rettighedshavere samt indgreb der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen i GL § 73. Opgaven er opdelt i fire hovedafsnit.
Indledningsvis redegøres der for begrebet ”ejendom” i GL § 73, stk. 1 2. pkt. for at undersøge hvilke rettigheder der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Herefter redegøres der for begrebet ”ingen” i GL § 73, stk. 1 2. pkt. for at undersøge hvilke rettighedshavere der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Herefter redegøres der for begrebet ”afstå” i GL § 73, stk. 1. 2. pkt. for at undersøge hvilke indgreb der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen.
Efter at have redegjort for hvilke rettigheder, rettighedshavere samt indgreb der er omfattet af beskyttelsen i GL § 73 behandles dommen vedrørende salg af almene familieboliger.[1] Formålet med at belyse dommen er at undersøge om almene boliger er en rettighed der er omfattet af beskyttelsen i GL § 73, om Arbejdernes-Andels-Boligforening (boligorganisationen) er en rettighedshaver der er omfattet af beskyttelsen i GL § 73 samt hvorvidt forsøgsordningen om salg af almene boliger indebærer en tvangsmæssig afståelse af ejendom i strid med GL § 73.[2] Det undersøges ligeledes hvilke kriterier Højesteret lader indgå i den samlede vurdering. Hvad konsekvenserne af flertallet samt mindretallets begrundelser kunne være belyses ikke i dette projekt af hensyn til den overordnede ramme samt opgavens ringe omfang.
2 Begrebet ejendom som genstand for grundlovens beskyttelse
Hvilke rettigheder der er omfattet af beskyttelsen efter GL § 73 knytter sig til ordet ”ejendom” i GL § 73, stk. 1 2. pkt.. Det er ikke på baggrund af ordlyden muligt at angive hvilke rettigheder der er omfattet af beskyttelsen i GL § 73. Begrebet ”ejendom” i GL § 73, stk. 1 2. pkt. må efter en formålsfortolkning forstås i vid forstand. Formålet med bestemmelsen i GL § 73 er at sikre den enkelte borgers ejendomsret imod statens vilkårlige og usaglige indgriben, og derfor bør der ikke fortolkes indskrænkende. Herunder følger en nærmere afgrænsning af hvilke rettigheder der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen.
Udgangspunktet er den gængse ekspropriations-situation hvor staten gør indgreb i fast ejendom til f.eks. motorveje, en rundkørsel og lignende. Denne situation er utvivlsomt omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Løsøre er ligeledes omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen, hvilket f.eks. blev slået fast i U 1967.22 H (1. håndskriftssag) og U 1991.370 Ø (maleri af Constantin Hansen omfattet af fredning). Ekspropriation af løsøre er dog ikke på samme måde praktisk anvendeligt, da løsøre genstande oftest udbydes af mange forskellige aktører på det frie marked. De to ovenstående domme omhandler unikke ting i form af islandske håndskrifter samt et maleri, hvilket umuliggør det for staten at erhverve genstandene på anden vis end ved ekspropriation, med mindre det kan aftales med ejeren.[3]
Begrebet ”ejendom” omfatter ligeledes begrænsede rettigheder til fast ejendom eller løsøre såsom servitutter, brugsrettigheder, panterettigheder og lejerettigheder.[4] I U 1961.337 H ville Københavns kommunalbestyrelse ekspropriere en ejendom, hvor der bl.a. var et erhvervslejemål i kælderen i form af en viktualieforretning. Lejeren, der havde et erhvervslejemål som var opsigeligt i henhold til lejeaftalen, men uopsigeligt i henhold til lovgivningen, blev tilkendt erstatning. Lejeren var således omfattet af beskyttelsen i GL § 73, på trods af at ejeren af ejendommen kunne opsige lejeaftalen med 6 måneders varsel. Dette er ikke overraskende, da formålet med ekspropriationsbeskyttelsen er at undgå at borgeren bærer byrden for statens indgreb. Hvis ekspropriationen ikke havde fundet sted var erhvervslejemålet formentlig ikke blevet opsagt. En servitutrettighed, f.eks. en ret til færdsel på en ejendom, som rettighedshaveren ikke er ejer af, er også omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Max Sørensen bruger Lov om udvidelse af Verdenssundhedsorganisationen som illustration. Lovens § 2 gav indenrigsministeren bemyndigelse til at ophæve servitutter der betød at det ikke var tilladt at opføre ”ikke-villamæssig bebyggelse”.[5] Hermed blev der gjort indgreb i andre grundejeres, som havde påtaleretten, ejendom – da der derefter kunne bygges ”ikke-villamæssig bebyggelse” på området hvor byggeriet skulle finde sted.
Den generelle opfattelse er at alle formuerettigheder, deriblandt fordringsrettigheder, nyder beskyttelse efter GL § 73.[6] Et eksempel på dette kunne være et tilfælde hvor staten har brug for transportmidler, men det ikke er muligt at ekspropriere disse som løsøre. I så fald kan staten ekspropriere krav i en købeaftale vedrørende transportmidler.[7]
Fordringer på arbejde er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Hvis det offentlige ønsker at overtage en virksomhed må de bestående arbejdskontrakter således opfyldes af det offentlige. Hvis dette ikke kan opnås ved almindelig aftale kan dette ske ved ekspropriation.[8] Forventning om arv er ikke omfattet af beskyttelsen i GL § 73. Lovgivningsmagten kan frit ændre i arveloven med virkning for nulevende. Er arven allerede faldet er arven dog omfattet af beskyttelsen i GL § 73.[9]
Erhvervsmæssige enerettigheder eller immaterialrettigheder er omfattet af ekspropriations-beskyttelsen.[10]
Rettigheder af privatretlig samt erhvervsmæssig karakter på offentligretligt grundlag er omfattet af beskyttelsen i GL § 73.[11] Næringsrettigheder kan være omfattet af beskyttelsen, ligegyldigt om det er rettigheder der udstedes til enhver eller i begrænset omfang.[12] Hvis en bevilling er bestemt på åremål er rettigheden omfattet af beskyttelsen i GL § 73 i denne periode. Efter bevillingens ophør er forventningen om fornyelse ikke omfattet af beskyttelsen i GL § 73. Generelle lovændringer er ikke omfattet af beskyttelsen, da lovgivningsmagten har beføjelse til at træffe almindelige reguleringer af næringslivet.[13]
Krav på pensionsydelser kan være omfattet af beskyttelsen imod ekspropriation.[14] Er kravet forfaldent må det ligestilles med almindelige fordringer, og der hersker således ikke tvivl om, at det er fuldt ud beskyttet.[15] Retten til fortsat pension i en pensionsordning der allerede er begyndt, samt retten til en eventuel pension kan være omfattet af beskyttelsen. Hvorvidt disse to rettigheder er omfattet beror på kriterierne for ”afståelse”, der gennemgås nedenfor under afsnittet omkring ”Indgreb omfattet af beskyttelsen i GL § 73”, samt særlige synspunkter i form af hensynet til hvor meget rettighedshaveren har bidraget til pensionen via indbetalinger.[16] Således er offentlige pensionsordninger finansieret gennem skat og lignende ikke omfattet af beskyttelsen, da betaling af skat ikke er et indgreb omfattet af beskyttelsen i GL § 73.
Sociale ydelser er ifølge den generelle opfattelse i den juridiske litteratur ikke omfattet af beskyttelsen.[17] Berlin anfører at GL § 75, stk. 2 er ”en direkte Modsætning” til den ejendom, grundlovens ekspropriationsbestemmelse vil beskytte.[18] Formålet med beskyttelsen i GL § 73 er at beskytte borgernes ejendom – sociale ydelser opfattes ikke i den sammenhæng som en beskyttet rettighed. Henrik Zahle opfatter, i modsætning til den generelle opfattelse, at sociale ydelser er omfattet af beskyttelsen i GL § 73. Henrik Zahle anfører ligeledes at krav på sociale ydelser der er forfaldne utvivlsomt er omfattet af beskyttelsen ligesom almindelige fordringsrettigheder – det synes korrekt at ligestille forfaldne sociale ydelser som almindelige fordringer.[19]
Reguleringsfri erhvervsvirksomhed kan være omfattet af beskyttelsen i GL § 73. I U 1980.955 Ø (Greendane-sagen) antog to ud af tre landsdommere at rederiet var omfattet af beskyttelsen i GL § 73.
Rettigheder uden økonomisk værdi, er ikke afskåret fra at være omfattet af beskyttelsen, blot fordi disse ikke udgør et økonomisk tab for rettighedshaveren. I U.1967.22 fandt højesterets flertalt at der forelå ekspropriation, men at stiftelsen ikke ville kunne lide et tab der ville medføre erstatningspligt.[20] Der opstår i sådanne tilfælde ikke et erstatningskrav, men der skal være tale om en beskyttet rettighed, rettighedshaver samt indgreb, og kriterierne om at ”almenvellet kræver det” samt ”kun ifølge lov” skal overholdes.[21]
Der kan også være andre interesser der er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. I situationer hvor der f.eks. eksproprieres en grund hvor der anlægges en jernbane, har man ikke betragtet det som ekspropriation i forhold til naboen, men udelukkende i forhold til ejeren af den eksproprierede grund.[22] Argumentet for dette har været at der ikke gøres indgreb i nogen beskyttet rettighed, da naboen ikke har et retskrav på bibeholdelse af hidtidige forhold. Efter U 1999.353 H, U 1999.360 H og U 1999.598 H er der dog blevet giver erstatning hvis ulemperne ”overstiger hvad der med rimelighed må påregnes” – men naboerne har ikke rettigheder der er omfattet af beskyttelsen, og kan ikke på baggrund af GL § 73 få tilkendt erstatning. Orla Friis Jensen påpeger at der ikke er nogen grund til at sondre imellem krav på ekspropriations- og naboretligt grundlag.[23]
De ovenfor behandlede rettigheder kan sammenfattes i et hovedsynspunkt formuleret af H. Matzen: de ekspropriationsbeskyttede rettigheder ”tjener til at afgive Grundlaget for vedkommende Personers økonomiske Væren og Virken”.[24]
3 Hvem er beskyttet som ejer
Hvilke rettighedshavere der er omfattet af beskyttelsen efter GL § 73 knytter sig til ordet ”ingen” i GL § 73, stk. 1 2. pkt..
Enhver rettighedshaver, dansk og udenlandsk, er omfattet af beskyttelsen efter GL § 73.[25] Beskyttelsen gælder ikke blot for enkelt personer og private juridiske personer, men omfatter også offentligretlige forvaltningssubjekter såsom staten og kommuner.[26] En kommune er således beskyttet imod staten og staten imod kommunen, og betingelserne i GL § 73, stk. 1 2. pkt. og 3. pkt. skal derfor være opfyldt, hvis der skal foretages ekspropriation. Rettighedshaveren er dog ikke beskyttet mod sig selv, hvilket betyder, at en kommunes ønske om at lave en kommunalt ejet park om til en skateboardbane ikke er ekspropriation.[27] Spørgsmålet er således om der finder afståelse til et andet retssubjekt sted.
Legater og stiftelser er omfattet af beskyttelsen. I U 1967.22 slog højesteret fast at Den arnamagnæanske Stiftelse var en selvstændig stiftelse omfattet af beskyttelsen i GL § 73 på trods af at alle medlemmer af stiftelsens bestyrelse udpegedes af det offentlige og at staten har finansieret udgifterne til stiftelsens virke.
Juridiske personer, som er etableret af det offentlige, eller ejet af det offentlige, er omfattet af beskyttelsen i GL § 73, men det er antaget at lovgivningsmagten har frihed til at nedlægge samt omorganisere visse juridiske personer.[28] Københavns Havn blev anset som en selvejende institution indenfor den statslige forvaltning, og omdannelse til et statsligt aktieselskab var derfor ikke ekspropriation.[29] Østre Landsret kom frem til at loven om Københavns Havn alene var udtryk for en navneændring, hvilket ifølge Peter Germer var en uacceptabel domsbegrundelse.[30] [31] Lovgivningsmagtens frihed til at nedlægge samt omorganisere visse juridiske personer underbygges af at Højesteret udtalte at Københavns Havn ”ikke nød samme beskyttelse som en privat selvejende institution over for indgreb fra statsmagtens side i form af nedlæggelse eller omorganisering.”. Statsanstalten for livsforsikring var en statslig institution ved oprettelsen, og der var ikke ændret afgørende på denne status, hvorfor privatiseringsloven af 1990 ikke indebar ekspropriation i forhold til institutionen.[32] Et eksempel på regulering frem for ekspropriation kunne være, at hvis staten ønsker at bruge et areal der tilhører Nationalbanken, til at anlægge en vej på kræver dette at der eksproprieres, mens det er muligt at omorganisere Nationalbanken til et kontor under et ministerium.[33]
Der gives i de traditionelle statsforfatningsretlige fremstillinger ikke nogen nærmere begrundelse for hvorfor at offentlige juridiske personer er omfattet af beskyttelsen efter GL § 73. Poul Andersen henviser til ordlyden hvorefter ingen ejere står uden beskyttelse.[34] Alf Ross skriver at beskyttelsen efter GL § 73 gælder uanset hvem der er rettighedens subjekt, og at offentlige retssubjekter således også er beskyttet efter denne bestemmelse.[35] Peter Germer og Orla Friis Jensen, henviser til dele af den juridiske litteratur, mens Henrik Zahle også henviser til U 1990.878 H. Michael Hansen Jensen påpeger at Max Sørensen ”anfører, at der på baggrund af Højesterets afgørelse i U 1967.22 kan stilles spørgsmål ved, om også offentlige myndigheder nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, men at spørgsmålet principielt må besvares bekræftende.”.[36] Det synes som om at Max Sørensen bruger 1. håndskriftssag til at belyse at beskyttelsen efter GL § 73 også gælder legater og stiftelser, og ikke til at belyse hvorvidt offentlige myndigheder er omfattet af beskyttelsen. Herefter nævnes, af Max Sørensen, Jørgen Trolles kommentar til U 1971.299 H (2. håndskriftssag), som antager at stiftelser med et alment formål nyder en ringere beskyttelse over for indgreb i ejendomsretten end private og rent private stiftelser.[37] I starten af 3. afsnit stiller Max Sørensen spørgsmålet om hvorvidt offentlige myndigheders ejendom er omfattet af beskyttelsen, hvorefter dette besvares med at det principielt må være tilfældet – herefter gennemgås eksempler til at belyse ovenstående spørgsmål. Der foretages ikke en direkte kobling af Max Sørensen mellem 1. håndskriftssag og spørgsmålet om hvorvidt offentlige myndigheders ejendom er omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen. Orla Friis Jensen nævner planloven, museumslovens og bygningsfredningsloven som eksempler på at lovgivningsmagten har foretaget indgreb overfor offentlige juridiske personer uden at give erstatning, som i forhold til private kan opfattes som ekspropriation.[38] Spørgsmålet er om disse eksempler fra lovgivningen kan opfattes som et synspunkt fra lovgivers side om at der er en videre adgang til at regulere uden erstatning i forhold til offentlige ejere end i forhold til private? Michael Hansen Jensen rejser spørgsmålet, men kommer ikke nærmere ind på et sikkert svar.[39]
4 Hvilke indgreb er omfattet af beskyttelsen i GL § 73
Hvilke indgreb der er omfattet af beskyttelsen efter GL § 73 knytter sig til ordet ”afstå” i GL § 73, stk. 1 2. pkt.. Hvis indgrebet ikke kan opfattes som en afståelse er det derfor ikke omfattet af beskyttelsen.
Indgreb såsom bøde og beslaglæggelse efter retsplejelovens kap. 74 ligger så fjernt fra ekspropriationsbegrebet, at dette ikke kan opfattes som hørende herunder.[40] Betaling af skat opfattes ligeledes ikke som værende omfattet af ekspropriationsbegrebet.[41]
I nyere forfatningsretlig teori hersker der enighed om at afgørelsen om hvorvidt et indgreb er ekspropriation eller ej må bedømmes ud fra en samlet vurdering.[42] Domstolene anvender ligeledes denne metode.[43] De 4 kriterier, i denne samlede vurdering, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed redegøres der for nedenfor:
4.1 Overførelseskriteriet
Overførelseskriteriet går ud på at der sandsynligvis foreligger ekspropriation når en rettighed overføres til et andet retssubjekt. Dette kriterium har tæt forbindelse til begrebet ”afstå”, som lægger op til at der skal lægges vægt på hvorvidt der overføres ejendomsret til et andet retssubjekt. Det er ikke i alle tilfælde relevant at tale om overførsel, da man kan tænke sig en situation hvor der blot gøres indgreb i ejendom i form af f.eks. pålæg af en oversigtsservitut på en ubebygget grund jf. § 43, stk. 3 nr. 3 i lov om offentlige veje.[44] Der er således ikke overført ejendom til et andet retssubjekt.
4.2 Kriteriet »generelt – konkret«
Dette kriterium har været tydeligst i lovgivningsmagtens praksis.[45] Kriteriet »generelt – konkret« går ud på at når et indgreb rammer generelt taler det imod at der forelægger ekspropriation, mens at et indgreb der rammer konkret taler for ekspropriation. Peter Germer påpeger at det ofte har været svært at kende forskel på generelle og konkrete indgreb, og forsøger at give en vejledning i hvordan de to størrelser kan adskilles: ”et indgreb er generelt, når det tager sigte på objektivt bestemte situationer og skaber retsvirkninger for personkredse, som er beskrevet abstrakt.”[46]. Et indgreb der rammer generelt, men atypisk hårdt bør være omfattet af ekspropriationsbeskyttelsen.
4.3 Causa-kriteriet
Dette kriterium findes i flere varianter.[47] Kriteriet går ud på at lægge vægt på om indgrebets begrundelse medfører at det ligger fjernt fra den klassiske ekspropriationssituation. Peter Germer anfører at ”synspunktet er nærmere det, at hvis et ejendomsindgreb sker på grund af det pågældende ejendomsgodes farlighed el.lign., er det en omstændighed, der trækker i retning af, at der ikke foreligger ekspropriation.”.[48] Max Sørensen bruger boligtilsynsloven som et eksempel på at myndighederne kan påbyde at en bygning skal rives ned, hvis den er en fare for beboernes sundhedstilstand – dette opfattes ikke som ekspropriation.[49] [50]
4.4 Intensitetskriteriet
Dette kriterium går ud på at desto mere intenst indgrebet er desto mere taler det for ekspropriation. Max Sørensen henviser til reglerne i luftfartsloven.[51] Herefter kan der pålægges servitutter om at der ikke må bygges over 25 m. i højden uden at der er tale om ekspropriation. Hvis der derimod skal pålægges servitutter om at der ikke må bygges i højden under 25 m. er der tale om ekspropriation. Det er således mere intensivt for rettighedshaveren at miste retten til at bygge op i højden fra 0-25 m. end at miste retten til at bygge fra. 25-? m.. Ved allerede etableret ejendom skal der foretages ekspropriation
4.5 Den samlede vurdering
Ved fortolkningen af hvad der ligger i begrebet ”afstå” er ingen af kriterierne egnet til at udgøre et selvstændigt element for fortolkning, hvilket lovgivningsmagten også har undladt.[52] Det synes ikke muligt at redegøre for hvorledes de forskellige kriterier vægtes i forhold til hinanden, da styrken af de relevante kriterier må vurderes fra sag til sag. Lovgivningsmagten har et forholdsvis stort område at bevæge sig på, da domstolene forholder sig forsigtigt ved efterprøvelsen af loves grundlovsmæssighed.[53] Peter Germer anfører at denne skønsprægede afgrænsning af hvad der er ekspropriation har ført til en usikker retstilstand.[54]
5 Forsøgsordningen om salg af almene boliger
I 2004 blev der som § 75 a i Lov om almene boliger m.v. indført en hjemmel til en forsøgsordning, som betød at Socialministeriet (nu Velfærdsministeriet) efter ansøgning fra en kommune kunne godkende forsøg af salg af almene familieboliger i kommunen til almene lejere af boliger uden at boligorganisationen skulle godkende salget. Landsretten anså i U 2008.378 reglen i § 75a, stk. 3 i lov om almene boliger m.v. som en kompetenceregel der gav hjemmel til en generel regulering af ejendomsretten, og som ikke indebar ekspropriation. Højesteret var derimod særdeles tæt på at tilsidesætte lovgivningsmagtens ekspropriationsvurdering i sagen. Et flertalt på 5 dommere mente at der ikke var tilstrækkelig sikkert grundlag for at lovgivningsmagten havde tilsidesat GL § 73. Mindretallet bestående af 4 dommere tilsidesatte derimod lovgivningsmagtens vurdering af at der ikke var tale om ekspropriation. Det er ud fra ovenstående gennemgang af rettigheder, rettighedshavere og indgreb omfattet af beskyttelsen i GL § 73 interessant at undersøge hvordan Højesteret når frem til den endelige dom.
5.1 Omfattet af beskyttelsen?
Der synes ikke at være tvivl om at der i denne sag er tale om en beskyttet rettighed. Fast ejendom er jf. ovenstående gennemgang på s. 2 utvivlsomt omfattet af beskyttelsen i GL § 73. Michael Hansen Jensen skriver i sin kommentar til dommen at der ”ikke herskede nogen større tvivl om, at ordningen greb ind i en beskyttet ret tilhørende en beskyttet ejer”.[55] Der synes ikke at være vandtætte skodder imellem rettighedshaveren og afgrænsningen af begrebet afståelse, da flertallets kommentar i dommen om at der ikke med fornøden sikkerhed antages at være tale om afståelse, kan være et eksempel på at boligorganisation bliver dårligere stillet som ejer end private ejere.[56] Der synes således at være en friere adgang til indgreb overfor juridiske personer etableret på et offentligretligt grundlag end overfor et privat retssubjekt. Orla Friis Jensen gør opmærksom på at der i lovgivningen findes eksempler på at offentligretlige forvaltningssubjekter pålægges reguleringer uden erstatning der for private måtte anses for ekspropriation.[57] Boligorganisationens opbygning har stor betydning i sagen, men det er i forhold til hvorvidt der foreligger afståelse når man flytter kompetencen til at sælge fra boligorganisationens repræsentantskab og ned til afdelingen – ikke et spørgsmål om hvorvidt boligorganisationens som juridisk person er omfattet af beskyttelsen. Spørgsmålet i denne sag henleder sig, ligesom i hovedparten af ekspropriationssagerne, til om lovgivningen indebærer en afståelse.
5.2 Kriterier der indgår i domsbegrundelsen
Flertallet anfører at boligorganisationerne er undergivet en meget omfattende regulering. Dette har sin baggrund i at finansieringen af boligerne, i hvert fald siden 2001, er bygget op således at 7 % finansieres som kommunal grundkapital, 2 % finansieres som beboerindskud og 91 % finansieres ved optagelse af realkreditlån hvor staten løbende optager ydelsesstøtte.[58] Boligorganisationerne bidrager således ikke selv til at finansieringen. Den offentlige regulering består i: 1) at boligorganisationen ikke kan sælge uden godkendelse fra kommunalbestyrelsen. 2) Salgsoverskud skal indbetales til en dispositionsfond hvoraf en stor del af midlerne herfra overføres til Landsbyggefonden. 3) Ministeren kan give boligorganisationen pålæg om hvordan likvide midler skal anvendes. Flertallet anfører at nettoprovenuet fra salg af almene boliger, som skal ske til markedspris, overføres til en provenufond jf. § 89 c i lov om almene boliger m.v. til en særskilt konto, og dermed er der adgang til at boligforeningen at trække midler til opførelse af nyt byggeri. Der behøver ikke at forelægge et tab for rettighedshaveren for at der er tale om ekspropriation. Blot fordi salget giver adgang til at opføre nye bygninger, i tråd med formålet for boligorganisationerne, kan der vel stadig forelægge ekspropriation i forhold til de allerede eksisterende andelsboliger. Det ser ud til at flertallets argumenter om at boligorganisationen er omfattende offentligt reguleret er et intensitetskriterium, da overførsel af kompetence til at sælge ikke er et særlig vidtgående indgreb i netop denne juridiske konstruktion.
Den særlige juridiske konstruktion er baggrunden for at der ikke sker en afståelse, men derimod en omorganisation i forhold til kompetencen til at sælge. Det er ikke umiddelbart til at se hvem den reelle ejer af andelsboligerne er, da de enkelte afdelinger har skødet, mens det er boligorganisationen (med samtykke fra kommunalbestyrelsen) der har salgskompetencen. Denne gensidige afhængighed og indflydelse imellem boligorganisationen og afdelingerne gør at der ifølge flertallet blot er tale om en overførsel af kompetence. Der er således, ifølge flertallet, ikke tale om overførsel af ejendomsret til et andet retssubjekt.
På baggrund af disse momenter kan flertallet ikke med den sikkerhed det kræves i forhold til at erklære at lovgivningsmagten har tilsidesat GL § 73.
Mindretallet laver en skarpere adskillelse mellem ”rettighedshaveren” og ”afståelsen”. Mindretallet anfører at boligorganisationen må anses som ejer, og ikke som flertallet, at der er tale om en særlig juridisk konstruktion. Herefter anføres det at salget af de almene boliger medfører en tvangsmæssig afståelse. Der er således ifølge mindretallet tale om en af beskyttelsen omfattet rettighed, rettighedshaver og indgreb.
Herefter anføres det at boligforeningen er en privat forening, og at det ikke kan tillægges afgørende betydning at foreningen har modtaget økonomisk støtte fra det offentlige og er undergivet en intensiv offentlig regulering. Dette går i meget god overensstemmelse med 1. håndskriftssag, hvor der anlægges en vurdering af at der er tale om afståelse for Den arnamagnæanske Stiftelse på trods af at det offentlige også her har stor indflydelse. Mindretallet anser herefter at afdelingens mulighed for at sælge til lejerne uden accept fra boligforeningen (repræsentantskabet) har karakter af afståelse.
6 Konklusion
Beskyttelsen i GL § 73 er ikke en statisk størrelse, og det er umuligt at udarbejde en specifik rettevejledning i hvad der kan opfattes som ekspropriation. Når det kommer til stykket er det et spørgsmål som den overvejende politiske opfattelse i samfundet kan hjælpe os med at besvare, og derfor må der være plads til at flere kriterier kommer i spil i modsætning til blot et formelt kriterium.[59] Der skal være sikre holdepunkter for at der foreligger ekspropriation før domstolene vil tilsidesætte en lov som grundlovsstridig. Dette illustreres meget godt af den meget snævre afgørelse i den behandlede dom ovenfor.
Gennemgangen af sagen om ”forsøgsordningen med almene boliger” viste at der var tale om en beskyttet rettighed og en beskyttet rettighedshaver. Der var derimod, ifølge flertallet, ikke tale om en ”afståelse”. På trods af at ejeren er en beskyttet rettighedshaver får det tilsyneladende ifølge flertallets begrundelse betydning at der er tale om en atypisk ejerposition.[60] Flertallet anlægger en anderledes vurdering end mindretallet. Michael Hansen Jensen betegner flertallets som en ”bredere tilgangsvinkel til ekspropriationsvurderingen”, da det får betydning hvilken type ejer der er tale om. Mindretallet opfatter således boligorganisationen som havende de samme rettigheder som en privat rettighedshaver. Det er interessant at mindretallet anlægger en helt anden vurdering af forholdet omkring hvorvidt det er relevant at boligorganisationen er under omfattende offentlig regulering. Der er ikke blot tale om en forskellig vurdering i hvilken vægt de forskellige kriterier skal have, men også en anden tilgang til hvorvidt ejerens forhold kan få indflydelse på afståelsesspørgsmålet. Det kan således udledes at der ikke blot er forskel på hvornår domstolene skal tilsidesætte lovgivningsmagten, men at der også er en forskel i selve ekspropriationsvurderingen.[61] Denne skønsprægede vurdering skaber en tilsyneladende usikker retstilstand, hvor lovgivningsmagten – i takt med samfundsudviklingen – har forholdsvis frie rammer til at arbejde på. Heri ligger ikke at lovgiver kan agere uden at holde grundlovens ord i baghovedet. Grundloven giver faste holdepunkter i forhold til hvor langt lovgiver kan gå i forhold til indgreb i borgernes ejendom, og hvis lovgiver går for langt, vil domstolen tilsidesætte lovgivningsmagtens vedtagelse af loven som grundlovsstridig.
7 Litteratur
Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave, 2001.
Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer, 1979.
Poul Andersen, Dansk statsforfatningsret, 3. udgave, 1954.
Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret – Menneskerettigheder, 3. udgave, 2006.
Michael Hansen Jensen, Beskyttelse af juridiske personer efter grundlovens § 73, 1. udgave, 2006.
Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen, 1980.
H. Matzen, Den danske Statsforfatningsret, 3. udgave, 1909.
Bilag:
Orla Friis Jensen, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. udgave, 2006.
8 Retspraksis
U 1961.337 H
U 1962.276 H
U 1967.22 H
U 1971.299 H
U 1980.955 Ø
U 1981.394 H
U 1990.878 H
U 1991.370 Ø
U 1994.29 H
U 1999.353 H
U 1999.360 H
U 1999.598 H
U 2004.2661 H
U 2008.378 H
9 Resumé på engelsk
The topic of this project is to state the rights, owners and interventions protected against compulsory purchase under Article 73 in the Danish Constitution. The project is divided into 4 central parts: The protected rights, the protected owners, the protected interventions and the law about public apartments. The part dealing with the law about public apartments is an attempt to examine why the majority in the Danish Supreme Court ruled section 75 a in ”Loven om almene boliger m.v.” not to be an example of compulsory purchase. Furthermore it is examined which criteria the majority in the Danish Supreme Court use in their arguments in the decree.
The majority in The Danish Supreme Court seems to have a different approach to the case than the minority of judges. There seems to be an edge between the protected owners and the question about protected interventions in the arguments used by the minority, while the majority use the group of public apartments status as a special legal construction as an argument against compulsory purchase.
[1] U 2008.378 H
[2] Lov om almene boliger m.v. § 75 a
[3] Jf. Max Sørensen s. 400
[4] Jf. Max Sørensen, s. 400-401; Peter Germer, s. 238
[5] Lov nr. 162, 12. maj 1965
[6] Jf. Orla Friis Jensen jf. Poul Andersen 1954 s. 721; Alf Ross 1980 bd. 2 s. 647; Max Sørensen 1973 s. 401.
[7] Henrik Zahle s. 185
[8] Henrik Zahle s. 185.
[9] Henrik Zahle s. 185
[10] Jf. Peter Germer s. 239 jf. Poul Andersen s. 721; Ross II, s. 647-648; Max Sørensen, s. 401 og 402.
[11] Jf. Peter Germer s. 239; Henrik Zahle s. 186.
[12] Jf. Henrik Zahle s. 186
[13] Jf. U 1962.276 H samt U 1981.394 H
[14] Jf. Peter Germer s. 239 jf. Poul Andersen, s. 722 og Ross II s. 649.
[15]Jf. Max Sørensen s. 401 og Henrik Zahle s. 186.
[16] Henrik Zahle s. 186
[17] Jf. Orla Friis Jensen s. 467 jf. Poul Andersen 1954, s. 723; Max Sørensen 1973, s. 401 og Bernhard Gomard 1968 s. 176. Anderledes Henrik Zahle, Dansk forfatningsret – Menneskerettigheder s. 188.
[18] Jf. U.1991B.36 jf. Berlin, 1939, s. 387 f, jf. også side 424 f.
[19] Henrik Zahle, Dansk forfatningsret – Menneskerettigheder s. 187
[20] Max Sørensen s. 403
[21] Max Sørensen s. 402
[22] Henrik Zahle s. 189
[23] Orla Friis Jensen s. 469
[24] H. Matzen 1909 s. 341. Se ligeledes Alf Ross 1980 bd. 2 s. 642.
[25] Peter Germer s. 240
[26] Jf. Max Sørensen s. 404
[27] Poul Andersen 1954 s. 718
[28] Michael Hansen Jensen s. 29
[29] U 2004.2661 H
[30] Lov nr. 504 af 24. juni 1992
[31] Peter Germer s. 246
[32] U 1994.29 H
[33] Henrik Zahle side 191
[34] Poul Andersen, Dansk Statforfatningsret, 1954, s. 728.
[35] Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, II, 3. udgave, 1983, s. 653.
[36] Michael Hansen Jensen s. 41
[37] U 1971 B s. 254-56
[38] Jf. Orla Friis Jensen s. 470
[39] Michael Hansen Jensen s. 67
[40] Jf. Max Sørensen 407; Peter Germer 241
[41] Peter Germer s. 241
[42] Jf. Max Sørensen 412-413
[43] Jf. Peter Germer 242 jf. Jørgen Trolle i TfR, s. 446-447; Hans Schaumburg i U 1965 B, s. 242; Frans Weber i U 1981 B, s. 301; Erik Riis i U 1987 B, s. 285-286.
[44] Jf. Max Sørensen s. 408
[45] Jf. Max Sørensen s. 410
[46] Jf. Peter Germer s. 242
[47] Jf. Peter Germer s. 243
[48] Jf. Peter Germer s. 243
[49] Lovbek. Nr. 383 af 20. juni 1969, §§ 11, stk. 5, 12 og 21
[50] Jf. Max Sørensen s. 409
[51] Lovbek. Nr. 381 af 10. juni 1969 og ændringslov nr. 478 af 9. december 1970, § 61 ff.
[52] Max Sørensen s. 412
[53] Max Sørensen s. 408
[54] Michael Hansen Jensen s. 260 jf. Peter Germer i Jussens Venner, 1981, s. 332 f.
[55] U 2008B.214
[56] U.2008B.218
[57] Orla Friis Jensen, Danmarks Roges Grundlov med kommentarer, 2.udgave, 2006 s. 470.
[58] Jf. U 2008.378 H
[59] Max Sørensen s. 414
[60] Michael Hansen Jensen i U.2008B.214
[61] Michael Hansen Jensen i U.2008B.214
Den 3. november 2009 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen mellem Fru Soile Lautsi og Italien. Dommens resultat blev at Italien havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Artikel 9, som omhandler retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, samt Artikel 2 i tillægsprotokol nr. 1 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vedrørende Retten til uddannelse. Denne dom er interessant fordi den er på grænsen af hvad, der ud fra et politisk synspunkt, synes rimeligt at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør tage stilling til fremfor Italiens parlament og domstole. Dommen har fået massiv mediebevågenhed, ikke blot i Italien, men i hele Europa. Jeg vil derfor prøve at belyse sagen, på baggrund af min relativt beskedne viden på området, da pressedækningen i Danmark ofte udmynter sig i korte upræcise artikler – som jeg mistænker for at være oversat fra Ritzaus og des lignende. Dommen er i sin helhed, indtil videre, kun gengivet på fransk – derfor kan der være detaljer jeg har overset/misforstået. Hvorvidt jeg personligt ønsker at der skal hænge krucifixer i klasseværelser undlader jeg at kommentere, da dette er ligegyldigt i forhold til emnet.
Kort opsummering af sagen
Fru Soile Lautsis to sønner, Dataico og Sami Albertin, gik på en italiensk folkeskole ved navn “Istituto comprensivo statale Vittorino da Feltre” i byen Abano Terme. På denne skole hang der krucifikser, som er en skulpturel gengivelse af den korsfæstede Jesus , i alle klasseværelserne. Dette var ifølge Fru Lautsis’ opfattelse i strid med sekulariseringsprincippet hun ønskede at opdrage hendes børn efter. Fru Lautsis henviste i sagen til en dom fra ”Court of Cassation”, som nogenlunde kan sammenlignes med højesteret, fra 2000, som slog fast at det var i strid med sekulariseringsprincippet at der hang krucifikser ved afstemningssteder/afstemningsbokse. Herudover var der en lov fra de fascistiske 20’ere der betød at det var lovpligtigt at have et kors i klasseværelserne.
Den dynamiske fortolkning
I mine øjne bør Menneskerettighedskonventionen ikke kunne fortolkes således, at krucifikser ikke kan hænges op i en folkeskole. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning betyder, at der ikke lægges afgørende vægt på ordlyden i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller den forståelse staterne lagde til grund ved vedtagelsen af denne. Domstolen fortolker derimod i henhold til nutidige forhold, og dette er i mine øjne et problem, da objektiviteten og forudsigeligheden forsvinder – og dermed også retssikkerheden.
Der er grund til at stoppe op og tænke over hvorvidt denne dom er udtryk for en uheldig tendens fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols side. Der har ifølge Lektor ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter og adjungeret professor i kirke- og religionsret ved Københavns Universitets teologiske fakultet Lisbet Christoffersen i de seneste års praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol været en øget tendens, i domme vedrørende religion, til at fremme en sekulær demokratisk linje i tolkningen af menneskerettighederne. Bør det være op til 7 dommere eller det italienske parlament at beslutte hvorvidt der kan hænge et krucifiks på væggene i folkeskolerne i Italien?`Jeg er ikke i tvivl – menneskerettighederne skal sikre de grundlæggende rettigheder, som var den oprindelige tanke, og ikke begive sig ind på et område såsom dette. Hvis der skal ændres i italienske traditioner, som ikke krænker menneskerettighederne (!), bør dette gøres i det italienske parlament. Jacob Mchangama, chefjurist hos Cepos, henviser i sin kronik (som der henvises til nedenfor) til en række eksempler hvor Den Europæsike Menneskerettighedsdomstols område udvides, og jeg kan kun tilslutte mig pointen i kronikken om at vi har brug for Menneskerettighedsdomstolen, men banen skal bare kridtes skarpere op.
Engelsk gennemgang af sagen Lautsi v. Italy kan findes her.
Sagen er anket til “GRAND CHAMBER” – link til høring findes her.
Udpluk fra konventionen
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:
Article 9 – Right to freedom of thought, conscience and religion.
Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief, and freedom, either alone or in community with others and in public or private, to manifest his religion or belief, in worship, teaching, practice and observance.
Freedom to manifest one’s religion or beliefs shall be subject only to such limitations as are prescribed by law and are necessary in a democratic society in the interests of public safety, for the protection of public order, health or morals, or the protection of the rights and freedoms of others.
Artikel 9 – Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds_ og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Article 2 – Right to education
No person shall be denied the right to education. In the exercise of any functions which it assumes in relation to education and to teaching, the State shall respect the right of parents to ensure such education and teaching in conformity with their own religious and philosophical convictions.
Artikel 2 – Ret til uddannelse
Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning.
Links:
Prof. William A. Schabas’ blog om emnet
Kronik af Jacob Mchangama omhandlende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
